Da jeg sidst hørte fra de italienske episke power metallere Thy Majestie, henkastede jeg dem som en klon af deres landsmænd, Rhapsody. Derfor var jeg da heller ikke udpræget forventningsfuld da Jeanne D'Arc med sit cover, der ligner noget, der er lavet i Photoshop dumpede ind af brevsprækken. Ikke at jeg har det fjerneste imod Rhapsody, tvært imod. Jeg synes bare andre skulle lade dem om at være Rhapsody i stedet for at prøve det selv.

Noget er dog sket siden "Hastings 1066": Mest bemærkelsesværdigt er udskiftningen af bandets forsanger. Vokalen på Jeanne D'Arc udføres af en gut ved navn Giulio Di Gregorio, og hans tilstedeværelse er helt klart et plus. Hans vokal er både spændende og alsidig. Rent musikalsk set er Thy Majestie tydeligvis blevet mere modne: De spiller mere tight, og lydbilledet, blandingen af det episke og det tunge, er blevet mere selvstændig i forhold til de tidligere nævnte landsmænd.

Efter en instrumental intro, føres man gennem den velkendte historie om Jeanne D'Arc, som albummet er centreret om. Der lægges meget storslået og episk ud, og efterhånden som handlingen skrider frem, tager musikken en mørkere drejning. Et gennemgående tema er dog de velfungerende kor og stærke melodier, der i ny og næ spædes op af en flot guitarsolo. På trods af en spilletid på omkring en hel time, virker Jeanne D'Arc på intet tidspunkt langtrukkent.

Jeanne D'Arc er langtfra et banebrydende album indenfor den episke power metal, men det er uden tvivl et solidt og velført album, der markerer en udvikling for Thy Majestie.