Det portugisiske band med det særprægede navn Thanatoschizo spiller på deres nye album en ret speciel blanding af melodisk dødsmetal, beskidt punket rock og spøjse elementer af folkemusik, mestendels af den mellemøstligt klingende type. Sangen veksler mellem growl, ren kvindesang og ren herresang. Bandet brøster sig af at være et progressivt dødsmetalband, hvilket kan være rigtigt nok givet, at de har nogle bogstaveligt talt progressive, dvs. nyskabende elementer i deres musik, og enkelte af deres riffs (f.eks. på "L." og "Pervasive Healing") forsøger at nærme sig den groovy thrashede kant, man bl.a. hører hos Symphony X.
På plussiden ved Thanatoschizos fjerde opus, "Zoom Code" tæller Patricia Rodrigues' fede, karakterfulde kvindevokal, som hun tillige udnytter i rigtig fede korharmonier. Også brugen af samples og andre instrumenter i kombination med den muddertunge, til tider næsten Paradise Lost-agtige bund af guitar bas og trommer gør arrangementerne ekstra interessante – violinsoloen på "L." er faktisk rigtig fedt spillet, og brugen af harmonika på "Hereafter Path" giver sammen med den enkle og energiske rytmestruktur nummeret en smag af The Clash. Kompositorisk er mange af numrene på dette album rigtig spændende og virker på en gang afvekslende og naturligt skruet sammen.
Desværre, og her kommer vi til minussiden, hænger Thanatoschizos sammenspil en anelse i de små detaljer. Det er ikke fordi de generelt spiller utight, men der er bare en del af deres riffs og overgange, der kommer til at lyde lidt for "sloppy" til min smag. Det er selvfølgelig befriende på et eller andet plan at høre et band, man er sikker på har indspillet albummet uden at "snyde" med alt for meget efterbehandling, men jeg synes godt, de kunne have indøvet en mere præcis og skarp timing. Numre som "(Un)bearable Certainty", "Pleasure Pursuit" m.fl. er grundlæggende fede og tillige progressive på den prog-metal-agtige måde (dyrk bare Miguel Ângelos basgange på sidstnævnte nummer), men kunne bare have været endnu federe, hvis ikke det hele skulle være så løst i kanterne. Bandets musikere lyder egentlig som om, de har styr på deres instrumenter individuelt (måske med undtagelse af trommeslager Paulo Adelino, der laver nogle ret upræcise overgange), men sammenspillet kunne generelt være langt bedre. Og så synes jeg, at den rene herrevokal (jeg ved ikke, hvem der synger hvad af de to guitarister Eduardo Paulo og Guilhermino Martins) er alt for utrænet i sammenligning med Patricia Rodrigues habile stemmeføring og kommer til at virke bøvet og amatøragtig.
Så alt i alt, et album, der vil – og gør – meget godt, men som bare ikke er helt godt nok udført, hvad teknikken angår.
