Det er jo hele tre ting
Temperance falder inden for gruppen af melodiske bands, som er udsprunget af grupper som Nightwish, Epica, Within Temptation, Lullacry og lignende. Jeg skriver udsprunget af, fordi de tager traditionen fra den episke melodiske verden og udvikler den til en verden kaldet moderne melodisk metal, hvor vi også i dag ser et band som Amaranthe. Forskellen er brugen af flere forskellige stemmer: en kvindelig clean, en mandlig clean og en mandlig growl i samme opsætning. Det giver en unikhed for fremførelsen, især live, hvor sammenspillet mellem de tre stemmer skal være spot on, hver gang.
Gik det lige stærkt nok?
Of Jupiter and Moons er bandets fjerde album og med knapt fem år på bagen er det nemt at se, at de har haft travlt med at spytte musik ud. Når der samtidig har været en del udskiftning, hvor der frem til det nye album er skiftet ud på den kvindelige stemme og på trommerne, er det nemt at forestille sig, at Of Jupiter and Moons ville blive noget makværk og være hastet igennem af produktionsselskabet.
Men det er det ikke. Med Alessia Scoletti som den kvindelige vokal bliver vi ført ud i en verden af episke dramaer og typisk italienske grandiose guitarriffs, hvor der samtidig er lagt en baggrund af trommer af den kun 22-årige Alfonso Mocerino. Især i ”We Are Free” ligger man mærke til trommerne, hvordan de akkompagnerer Alessias stemme, og hvordan dén stemme arbejder sammen med de to andre til at skabe en harmoni, som sjældent er set.
Som sagt er det deres fjerde album på godt fem år, og man kunne tro, at det så ville gå for stærkt og at der ville være steder, hvor produktionen ikke helt kunne følge med eller at stemmerne ikke var skarpe hele vejen igennem. Men det er der slet ikke tale om; lige fra første nummer, ”The Last Hope in a World of Hopes”, står det hele snorlige, stemmerne er skarpe og stemningen er lagt for, hvad det er, vi skal opleve de næste tre kvarter.
Men er der så ikke nogen fejl?
Nej og jo alligevel. Men det er lige så meget min hygge-OCD, der træder i kraft der. Her har jeg noget med opsætningen af numrene på et album; jeg har noget med rækkefølgen, og her i Of Jupiter and Moons er der nemlig noget galt der.
Numrene på albummet er som enkeltstående gode og fungerer fint og kunne sagtens, inden for genren, skabe nogle hits her og der. Men jeg synes, at det er underligt at afslutte et album med en sangtitel som ”Daruma's Eyes (Pt. 1)”. Bevares, det kunne tolkes på en sådan måde, at Pt. 2 kommer på næste album, men hvorfor overhovedet lave den spoiler? Desuden, når man skal dele en sang i flere dele, så bør man gøre det på samme album - ikke til sidst.
Er det så, fordi man vil lave et konceptalbum, men gav op halvvejs? Spørgsmålene bliver lige pludselig mange efter en tid, hvor man ellers bare har skullet nyde musikken og ikke tænke for meget over, hvad der foregik og hvorfor sådanne valg blev taget. Den omgang forvirring gør desværre at vi ender på ni kranier, som heller ikke er at kimse af.
