Vildfaren uden kort
Sidste år havde jeg fornøjelsen af at besøge New Yorks Metropolitan Museum of Art (”The Met”), som er så kolossalt, at jeg for vild. Det er en besynderlig oplevelse at vandre rundt på må og få og beskue tidløse kunstværker med en vag opfattelse af, at man ikke længere aner, hvor man er. Meridiem er album nummer to for prog-power-metallerne Tanagra fra Portland, Oregon, og ligesom The Met er Meridiem en grandios oplevelse, man lynhurtigt kan fare vild i. Men modsat The Met får man ikke udleveret et kort ved indgangen.
Mådehold i powerprog
Kortene spilles ét af gangen på åbningsnummeret ”Meridiem”; en intro spillet på bornholmerur tilsættes først ren guitar-picking, dernæst rytmegruppen, cello og orkestral synth, indtil vokalen endelig tager albummet ind i første vers. Sidenhen progger sangen ud på den gode måde – omhyggelig strukturering – og rummer indtil flere forløsende progressioner, hvilket for mit vedkommende er albummets største styrke. Tanagras stil tager powermetallens sans for epos samt tempofyldte lead-guitar-og-vokal-strategi, og skaber omfattende synth-sølede kompositioner under proggens etos. Som man kan forvente af henholdsvis prog og power finder man undervejs vilde soloer, usædvanlige tonearter samt pomp og pragt, men ingen af delene overtager lydbilledet takket være et fornemt mådehold fra gruppens side.
Væsentligt er, at Tanagra over en spilletid på 64 minutter formår at levere ikke blot høj kvalitet, men også stor variation. På ”Sydria” viser gruppen med et orgel-dyppet riff og sjælfuldt omkvæd, at de snildt kan spille direkte, når de omkringliggende numre virker overvældende. Min personlige favorit er ”Across the Ancient Desert”, som efter at påkalde sig Iron Maiden i et par vers bygger op og op, til den eksploderer i melodiske tremolo-hug, blastbeats samt dobbeltpedaler, og skaber en slags blackened power metal, endda med gæsteoptræden fra ingen ringere end Jake Rogers. Adskillige sange svinger ufortrødent ind i mere poppet territorium – f.eks. den indledende vokalmelodi på afslutteren ”Witness”, eller midterstykket på ”Ancient Desert” – men gruppen slipper af sted med alt fra black metal til popmusik uden at lyde som andre end dem selv.
Hvilke fingre kan man sætte på Meridiem? Det mere kunstproggede midternummer ”Silent Chamber” når otte spilleminutter uden at imponere, hverken med de individuelle passager eller med sammensætningen. Åbnerens første fire minutter fungerer fint som en præsentation af gruppens elementer, men svinger sig ikke op over ”okay” selv efter ti gennemlytninger. De første to minutter af ”Across the Ancient Desert” lader til at eksistere primært for det efterfølgende crescendo, som til gengæld også er fantastisk. Og trods fantastiske stykker undervejs, synes jeg gang på gang, at den fjorten minutter lange afslutter trækker ud.
Højtudviklet helhed
Grundet den højtudviklede sangskrivning tog det mig lang tid at fordøje Meridiem, og det er absolut ikke et album for folk med ADD. Det er til gengæld et meget kunstfærdigt album, der tager sig tid til behændig opbygning, kolossal forløsning, rasende riffs, dulmende melodier og meget, meget mere. Som mange langstrakte prog-albums bliver det af og til en tand for langstrakt, hvilket især mærkes på de passager, der ikke er bomstærke til at starte med, men dette kan snildt tilgives når helheden er så vellykket.
