Syreregn - Cogito Ergo Sum

Cogito Ergo Sum

Udkom

Type:Album
Genre:Prog rock
Antal numre:5

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Bortset fra at have lyttet meget til In the Court of the Crimson King med mit barn er det sjældent, jeg sætter progressiv rock på, så Syreregn er lidt udenfor mine sædvanlige jagtmarker. Cogito Ergo Sum begynder da også nænsomt med kortfattet bluesrock, som udmærker sig ved at være opløftende groovet. Efterfølgende virker instrumentalnummeret "Golem" mest som et fornemt jamnummer for både rytme- og leadguitar, selvom en subtil, men fremragende, trommepræstation truer med at stjæle opmærksomheden. Herfra bliver pladen gradvist mere progget og underspillet faretruende, og det er jeg glad for. Gruppen er yderst leveringsdygtig i progressioner, der virker overraskende selv set i bakspejlet, hvilket er en vigtig egenskab for progressiv musik i mine ører. "Kan/Kan Ikke", for eksempel, understreger Stephen Hawkins’ advarsel mod AI-singulariteten ved at tage et sært opløftende rockriff og udvikle det til at være urovækkende, som sangen skrider frem.

Vokalen er virkelig overraskende god albummet igennem. Der gives naturligvis bonuspoint for en gribende og tydeligt Povl Dissing-inspireret præstation på den moltonede og bluesede "Noter til Shelley". Afslutteren "I Sjæl & Stål" leverer en sarkastisk anti-hyldest til indtoget af AI, som virker uskyldig på instrumental-siden, men alligevel skræmmende takket være en forrygende tvetydig vokal. Sangen er i øvrigt en vellykket komposition, som blandt meget andet overrasker med et glimrende syrerocket jam henover midten. Jeg anmelder sjældent prog rock/metal, men når jeg gør, forventer jeg, at musikken skal være rig på følelser og spænding. Få ord passer bedre på pladens konklusion.

Tracklist

  1. Cogito Ergo Sum
  2. Golem
  3. Kan/Kan Ikke
  4. Noter Til Shelley
  5. I Sjæl & Stål