Tyske Symphorce har taget nogle drejninger som band i årenes løb. De startede vel egentlig som et melodisk powermetalband med progressive elementer, mens de på "Become Death" fra 2007 involverede mere dystre og thrashede elementer, der bragte lytterens tanker i retning af Nevermore. På det nyeste album, "Unrestricted" lyder de det meste af tiden som et godt gammeldags heavyrockband, med streg under heavy. Kombineret med den trods alt stadig ret power-agtige produktion får jeg også af og til associationer til Evergrey (f.eks. på numre som "Whatever Hurts" og "The Mindless"), men Symphorce er dog generelt betydeligt mere poppede.
Der er en god Extreme-agtig rock'n'roll-energi i åbneren "The Eternal" og f.eks. "Worlds Seem to Collide", mens "Until It's Over" ligger et eller andet sted mellem Megadeth og Bon Jovi med sit klichéprægede hårmetal-omkvæd. Lidt mere langsom, ond tyngde er der i f.eks. hovedriffet på "Sorrow in Our Hearts", hvor kontrasterne mellem den poppede melodi og den tunge bund gør, at jeg et kort øjeblik fornemmer, at Symphorce engang har været en lille smule progressive.
Fra tid til anden dukker en enkelt keyboardfigur op, men ellers er albummet styret af guitarer og hooklines, og her nærmer vi os nogle af problemerne, for desværre synes jeg ikke at melodierne er specielt catchy, og flere gennemlytninger har endnu ikke hjulpet på det. Det hele virker meget rutinepræget og uinspireret på mig. Dertil kommer, at jeg synes Andy B. Francks vokal kunne bruge lidt mere variation. På f.eks. "The Waking Hour" og "Last Decision" har han en tendens til at køre meget med den samme kraftige volumen hele vejen igennem - og desværre også af og til med en intonation på kanten af det falske. Koblet med en kedelig melodi bliver det ind imellem ret enerverende at høre på.
"Unrestricted" er dog ikke noget decideret dårligt album. Musikerne spiller tight og til tider ganske groovy, og jeg kan meget godt lide harmonierne i nummeret "Visions". Størstedelen af albummet er bare efter min mening en lidt fesen mellemvare, der ikke rigtig kommer op og ringe i nogle af de registre, den betjener sig af. Musikernes solide håndværk og de cool øjeblikke, der trods alt er, hæver imidlertid min karakter lige op over middel.
