Kloden drejer

Franske Sujin præsenterer sin albumdebut som ”moderne metal fra Frankrig”. Det er svært at sige ”Frankrig” og ”metal” i samme sætning uden også at nævne Gojira – så det gør vi. Med jordkloden som tematisk omdrejningspunkt (…) ligger sammenligningen lige for, men foruden nationaliteten er lighederne herudover til at overse. Det kan godt være, at den yngre kvintet ser op til den ældre, men med debuten Save Our Souls antager Sujin sin egen musikalske vinkel på den fælles klimatematik.

Bandet i sin nuværende form er dannet i 2023 og bygger på resterne af Whisper Night, som lukkede og slukkede med små ti år og to EP’er på samvittigheden. Navnet Sujin er en omskrivning af det japanske ord ”suijin”, der kan oversættes med ”folk af vandet” og skal afspejle bandmedlemmernes kærlighed til og bekymring for naturen. Sammenholdt med albumtitlen er scenen således ildevarslende sat for det franske debutudspil.

Kompetent, skarpt og sprødt

Ud over en efterhånden nærmest obligatorisk instrumental albumintro sparkes gildet i gang med det ørehængende, men også lidt ensformige titelnummer ”Save Our Souls”. Mere friskhed er der over ”Ashes from the Abyss”, der tillige byder på nogle rigtigt fine guitarharmonier.

Bandet beskriver selv sin musik som et genremix mellem primært melodisk dødsmetal og metal-/deathcore tilsat prog og thrash, men førstnævnte kan intentionen til trods ikke beskyldes for at dominere lydbilledet. Først på albummets fjerde skæring ”Dead World Beyond” og efterfølgende førstesinglen ”Bleeding Chains” viger den mere skrigende metalcorevokal pladsen for dybe growls, og det er en skam, for det klæder bandet at bevæge sig væk fra omtalte metal- og deathcoreprægede vokal.

Det tætteste, Sujin lydmæssigt kommer sine førnævnte landsmænd, er på tredjesinglen ”Wasted Progress” – en glimrende, stramt spillet skæring, der sender en stor implicit hilsen til mægtige Gojira.

”Throne Of Chaos” er bundet sammen af et enkelt og effektivt riff, og med en intensitet, som på intet tidspunkt dykker, er nummeret et godt eksempel på det yderst habile guitararbejde, der generelt kendetegner Sujin og Save Our Souls. Guitarerne står albummet igennem kompetent, skarpt og sprødt og leverer en stribe herlige riffs, der er med til at skille Sujin ud fra mængden. Jovist, vi har hørt afarter af metalcore og melodød før i andre konstellationer, men dygtige musikere gør bare alting så meget mere interessant, og det er en fryd at høre guitaristerne Stève Richard og Matt Lemoniers bidrag både sammen og hver for sig.

Resten af bandet gør også en god figur, om end jeg som nævnt kunne ønske mig større variation i Julien Melliers vokal. Mellier synger fortrinsvis med hæse metalcoreskrig, men fungerer klart bedst, når han bryder monotonien med cleans og growls. Mere af det, tak.

Det interessante nummer ”Dagon” springer blandt andet i ørerne på grund af sin rene backingvokal, der her fremstår som harmonier. Backingvokalerne albummet igennem er generelt cleans, og det er ærligt talt en forfriskende afveksling fra de ofte tvivlsomme vokale udgydelser, mange metalbands har det med at pålægge det umiddelbart mindst uvillige bandmedlem at akkompagnere sin forsanger med.

”Scavengers” er til gengæld et brutalt udstyrsstykke i dyb growl, der ligesom den i øvrigt glimrende ”Insanity” holder hele vejen. Albumlukkeren og andensinglen ”Winter Breeze” sætter et værdigt punktum for et debutudspil, der formår at forblive lytteværdigt fra ende til anden uden at tabe pusten undervejs. Faktisk er den sidste halvdel af Save Our Souls den bedste del af et album, der med sine ti regulære numre og i alt godt 40 minutters spilletid hverken er for langt eller for kort.

Glem den dybe tallerken

Sujin vil gerne nedbryde grænserne mellem diverse subgenrer, og selv om dette måske ikke helt lykkes på Save Our Souls – navnlig fordi bandet hænger mere fast i metalcore, end det vil være ved – fungerer genremixet mellem melodisk dødsmetal, metalcore, deathcore og progressiv metal ganske godt. Sammen med en særdeles god guitaroplevelse er dette en væsentlig årsag til, at man som lytter har lyst til at blive hængende og tilmed høre albummet igen, hvilket det i parentes bemærket kun bliver bedre af.

Det kan altså godt være, at Sujin med Save Our Souls ikke har opfundet den dybe tallerken, men når man på selv samme serverer en udmærket anretning præget af lige dele ambitioner, kreativitet og talent, gør det såmænd heller ikke det store.

Om Sujin kan få justeret ind og lykkes med at finde sin egen plads og stil i genren skal blive interessant at følge. Det lover ganske godt.