Kumba-yawn!
De kloge siger, at med tiden læges alle sår. Og bevares, der er da efterhånden også gået den nette sum af seks år, siden vi havde den tvivlsomme fornøjelse af Cimbric Yarns. En akustisk langgaber, der faldt midt i fortællingerne om ’The Realms of Odoric’. Nu skriver vi 2024, og med Darkanakrad har Suidakra fuldendt trilogien, der startede tilbage i 2016 med netop Realms of Odoric og fem år senere blev fulgt op af Wolfbite. Tyskerne har siden sidst mestendels formået at holde sammen på tropperne, hvorfor eneste reelle ændring udgøres af bassist Hauke Oje, der sluttede sig til besætningen i 2022. Sascha Aßbach har på dette, gruppens 15. album, forestået de oplæste narrativer, mens Tina Stabel og Axel Römer nok en gang vender tilbage som henholdsvis gæstevokalist og sækkepibespiller. I kulisserne varetager orkesterleder Arkadius Antonik vanen tro produktionen, omend masteringprocessen er udliciteret til ingen ringere end Dan Swanö. Så må historien da ende lykkeligt … eller hvad?
Iv re ekki mos ed erdna
IFPI International, der på verdensplan repræsenterer 1.300 musikselskaber, har med ’New Music Friday’ siden 2015 forsøgt at strømline flowet af nye udgivelser for at imødekomme den digitale tidsalders stigende forbrugerkrav. Ikke desto mindre valgte Suidakra at gå mod strømmen ved at droppe albummet allerede torsdag den 7. november. Ser vi bort fra denne manøvre (samt den udtalte fetich for anagrammer og palindromer) er manifestationen af kvartettens 30-årsjubilæum dog på ingen måde hverken banebrydende eller original. Misforstå mig ikke, der er visse forbedringer at spore i forhold til Cimbric Yarns. Alene den reetablerede emulsion af keltisk folk og melodisk død bekommer udtrykket særdeles vel. Det ændrer bare ikke ved den kendsgerning, at Darkanakrad fremstår som en impotent karbonkopi af Wolfbite: overproduceret og skabelonskåret.
De tilstræbte tirader under “The Weight of Worlds”, “Ashes of Truth” og ”In Shadows Deep” danner således ramme om ’kosmisk genfødsel i en dans af kaos og ødelæggelse’ … godt så! Fastholder vi den astronomiske terminologi, så skal teleskopet altså virkelig kalibreres, førend stjernerne står bare nogenlunde skarpt. Men så funkler også de nydelige drops i ”As Heroes Abide” såvel som de crossoverflirtende breakdowns i ”The Heart of Darkness”, hvor der surfes lystigt henover amerikansk førstebølgethrash. ”The Last Guardian” må derimod kigge langt efter en afløser … for hvem vil stå på vagt for sådan en omgang sovekammermuzak?!?
Og det er i virkeligheden historien om broderparten af albummets i alt 11 skæringer. Man ænser alt, alt for sjældent overgangene, hvilket gør det umådelig svært at fastholde koncentrationen. Den sørgelige mangel på medrivende kompositioner udæsker således kun en ringe grad af fordybelse eller refleksion. En tilstand, der igen bliver præsent under det konkluderende ”At The Gates Medley”. Göteborggruppen udgjorde tidligt i tyskernes karriere en stor inspirationskilde, og havde man nu fremelsket en kandidat til AOTY, endsige et marginalt medrivende værk, så havde vi båret over med dette ukurante fremmedlegeme. I stedet bliver vi bedt om at udvise langmodighed af noget nær … nå ja, kosmisk omfang.
Arkadius rellips åp ed emmas retnegnat mo go mo negi
Suidakra havde med sit jubilerende opus proklameret en delvis tilbagevenden til de tidlige rødder. På den måde virkede samarbejdet med Swanö, der bestemt må siges at være velbekendt med lyden af klassisk svenskerdød, såvel som tilstedeværelsen af AtG-potpourriet på papiret som et skridt i den rigtige retning. En ting er imidlertid teori, noget ganske andet praksis. Og her kommer vi ikke uden om, at føromtalte trilogis afsluttende kapitel står som det absolut svageste bind i samlingen. Vist er der ikke tale om akustiske fortrædeligheder i overflod som på Cimbric Yarns, men kærligheden til netop dette virkemiddel kammer stadig alt for ofte over. I forbund med den jamrende sækkepibe, der ellers isoleret set er et herligt instrument (applikeret korrekt og i de rette doser), trækkes dynamikken ofte fuldstændig ud af albummet. Og så savner jeg altså flere af de rigtigt medrivende numre, der med meget god vilje tæller ”As Heroes Abide”, ”The Heart of Darkness” og førstesinglen ”A Tainted Dominion”. Konklusion: … eller hvad!
