Barok-black til folket!
Franske Sühnopfer beskriver sig selv som ”baroque black metal”, en underafdeling af ”medieval black metal”, som ligeså er en underafdeling af det, man vel ville kalde for melodisk black metal. Udtrykket ”barok” var oprindeligt et nedsættende udtryk, der betød alt fra grimt til unødvendigt komplekst og forvirrende, som man brugte til at beskrive blandt andet kunst, litteratur, musik og arkitektur fra det 16. århundrede til slutningen af det 18. århundrede. Dette beskriver fuldstændig Sühnopfers musik, da den netop er alle disse ting, tilsat en gedigen portion vanvid. Nous Sommes d'Hier er bandets fjerde udgivelse og muligvis den bedste hidtil. Så kom med ind i Ardraos’ forskruede sind!
Hæsblæsende affære
Nous Sommes d'Hier er et vanvittigt værk og samtidig et ekstremt fransk værk. Hvis man ikke er bekendt med Ardraos’ (manden bag projektet) stil, kan den bedst beskrives som, hvis Véhémence og Afsky jammede en aften og tog al den heroin de kunne. Resultatet er lige dele hæsblæsende, storladent og absurd – man bliver faktisk både rundtosset og forpustet af at høre hele albummet ud i et. Der sker så meget, og det er ofte så uforudsigeligt, at ens hjerne slet ikke kan følge med. Det er især inklusionen af diverse akustiske guitarpassager, som er med til at tilføje kompleksitet samt stemning på albummet, og ligeså er det takket være disse passager, at barokdelen kommer til sin fulde ret. For man kan nemt fornemme, hvordan Ardraos forsøger at kanalisere de store barokmestre som Bach, Händel og Vivaldi, om end dette gøres på en markant mere aggressiv måde. Det bedste eksempel på dette må være det fjerde nummer ”Pays d'Allen”, hvor den kære franskmand virkeligt går all-in på barokstemning.
Men samtidig er man dog aldrig i tvivl om, hvorvidt dette nu også er black metal – for dét er det! Det er råt, aggressivt og fremadstormende og ja, lig barokken grimt, hvilket nummeret ”Céron” beviser. Her får black-metallen virkeligt lov til at komme i front. Det er især den til tider lidt for insisterende lilletromme, der er med til at give albummet en snert af noget, der mestendels minder om Norge i 1990’erne.
Som tidligere skrevet så er Nous Sommes d'Hier et vanvittigt værk, men alligevel havde jeg aldrig gættet på, at man ville finde en coversang af den franske singer-songwriter Michel Polnareff på et black metal-album. Men ikke desto mindre så slutter albummet simpelthen med et cover af ”Le Bal des Laze” fra 1968. Man sidder måske og undrer sig over, hvorfor Ardraos har tænkt, at dette var en perfekt afslutning på hans værk? Men som så meget andet vedrørende dette album så tror jeg, svaret må være: ”Hvorfor ikke?”. Bortset fra det så skal jeg da blankt erkende, at jeg foretrækker Sühnopfers version fremfor originalen.
Et lille mesterværk
Nous Sommes d'Hier er et fuldstændigt fantastisk værk. Det er utroligt stemningsfyldt, det er ambitiøst som bare fanden, og så er det så absurd gennemført med hensyn til hele baroktematikken. Min eneste anke er det generelle trommespil, der har en uskøn tendens til at stagnere over i noget lilletromme-tæsk og blastbeats.
Men hvis man kan se bort fra det, så sidder man altså med noget af et mesterværk, hvilket da også var forventeligt af Sühnopfer, der aldrig har skuffet før.