Velspillet, men langt fra velsunget

”Huntress”-symptomet

”Tysk power metal” er en sammensætning af ord, man har hørt rigtig mange gange efterhånden, men det er, hvad Stormhammer er. Bandet har eksisteret siden 1993 og har udgivet fem albums siden da. Det femte udkom i år og er ganske godt, var det ikke for en gigantisk torn i øret.

Velspillet og spændende

Efter en middelmådig intro starter et rimeligt velspillet nummer. Det er tungt og kører i et midt-tempo. ”Glory Halls of Valhalla” er ganske spændende at lytte til med både udfordrende og headbanging-venlige passager samt en intens guitarsolo, og det lover godt for resten af albummet.

Allerede på andet nummer begynder vokalen at virke tør. Den passer ikke dårligt til musikken, den er bare uinteressant i forhold til den fede guitar og de intense trommer. Det gør, at man ikke rigtig hører efter den, hvilket virker lidt som spildt potentiale. Sådan forbliver det gennem resten af albummet. Den tynde lyrik hjælper heller ikke.

Sådan fortsætter det gennem hele albummet. Musikken er god, både på de hurtige, såsom ”Bloody Tears”, og de langsomme som ”The Ocean”. Vokalen er til gengæld tør og lyrikken tynd. Det er brandærgerligt, da det trækker hele albummet ned. Det er selvfølgelig altid skidt, hvis en essentiel del af et album bare ikke virker, men her er det slemt.

Forsangeren ødelægger det hele

Echoes of A Lost Paradise lider efter min mening af samme problem som Huntress’ musik: Det er egentlig ganske fint, men der er et bandmedlem der ødelægger det hele. Guitaren er spændende og trommerne er velspillede, men vokalen er bare så tør, og lyrikken så tynd, at det smitter af på resten af musikken og giver et generelt dårligt indtryk.

Går man ikke op i vokal eller lyrikken, kan Echoes of A Lost Paradise varmt anbefales, men ellers er der rigtig mange bedre albums derude.