Ray Wilson har et CV, der bl.a. inkluderer en tjans som forsanger for Genesis og en kontrakt hos InsideOut som poppet solist. Med albummet "She" har han genoplivet sit gamle rockprojekt, Stiltskin. Bandets musik er melodisk popheavyrock med lejlighedsvist fede riffs og lækre tunge grooves. Jeg får især associationer til Winger (sammenlign f.eks. med albummet "Pull"). Andre vil måske høre en lighed med Bon Jovi, men Stiltskin er dog af en helt anden tungere og mørkere kaliber.

De første tre numre, "Fly High", "Taking Time" og "She" har en overraskende dyster stemning, der nærmest er helt Katatonia-agtig (eller à la Pain of Salvation i det doomede hjørne fra "The Perfect Element I"). Herefter brydes stemningen totalt med popnummeret "Lemon Yellow Sun", der ikke lader Bryan Adams noget tilbage at ønske. Sangen er fint afviklet, men virker noget malplaceret. "Wake Up Your Mind" er tilbage på heavyrocksporet men af en mere lalleglad karakter end før. De efterfølgende tre numre "Sick and Tired", "Constantly Reminded" og "Show Me the Way" har til gengæld en spændende, mørk brod, dog på en lidt anderledes måde end åbningsnumrene. "Show Me the Way" har med sin melankolske tone visse lighedspunkter med den seneste Wolverine. "Fame" er et lovlig 80’er-agtigt rocknummer, mens "Some of All My Fears" og "Summer Days" har en rigtig fed, original blanding af poppet heavyrock og nogle af de førnævnte dystre noter. "Better Luck Next Time" slutter albummet af i det Winger-agtige hjørne, hvilket jeg dog bestemt ikke har noget imod, når håndværket som her er i orden.

Ray Wilsons vokal er glimrende, og produktionen er flot. Jeg er ganske begejstret for blandingen af poppet heavyrock og træk af mere dyster, moderne metal, men som sagt er der enkelte numre, der falder lidt uden for det overordnede lydbillede og derfor trækker herligheden nedad i min bedømmelse.