Hvor noget giver succes, følger andre

Stahlmann er en del af den bølge, der blev mest kendt, næst efter Rammstein, hvor genren Neue Deutsche Härte – New German Hardness – blev defineret og klarlagt. Stahlmann er i den kategori flere gange blevet betegnet som værende det næste Rammstein, såfremt der måtte være et behov for dette.

Bastard er den femte plade, vi ser fra den tyske gruppe, som indtil nu mangler et reelt gennembrud, idet de endnu ikke har formået at bryde kommercielt igennem på hitlisterne, men blot fungeret som et gimmick-band til koncerter.

Enten vil man, eller også vil man ikke

Når man lytter til Bastard, og Stahlmann generelt, er det den samme opskrift, der bliver brugt hver gang. Den dybe, rene vokal, nogle gange med lidt growl. De hårde guitarriffs, den underliggende bas, den skarpe trommen og lidt elektronisk baggrund til at understøtte den industrielle tone. Der bliver ikke afveget fra den opskrift på noget tidspunkt gennem hele albummet.

Desværre virker det fuldstændigt, som om man har hørt for meget Rammstein, for så at tænke: “Det kan vi sgu også gøre”. Men når man vælger at kopiere andre næsten direkte, bør det ske som et tributeband, og ikke blot direkte kopiering. Der burde man måske have brugt tiden og energien på at se i retning af de andre, se på hvad de har gjort og fundet en måde at gøre det sit eget på. Det virker desværre alt for meget, som om man rider på andres succes.

Musikken og produktionen i sig selv er dog skarp. Der er ikke noget at pege på der. De forskellige elementer får den plads, de skal have, overgangen fra nummer til nummer er også, hvor den skal være, og de 40 minutter, vi får serveret, er lige akkurat så lang tid, man vil bruge på denne skive, uden at man fader alt for meget væk. Det kan ske, idet der ikke rigtigt er forskel på de forskellige numre, men blot er det samme igen og igen, med ny rytme og lyrik.

Når man går deres materiale igennem og prøver at finde noget, hvor de skiller sig ud, bliver jeg ved med at vende tilbage til deres koncerter, hvor de, i henvisning til deres bandnavn – Stålmand - maler sig sølvfarvede og går med masker. Igen en ting, der er set før, hvor det blot er kopieret, uden at tage ejerskab på det gimmick, man forsøger at gøre sig kendt på.

Hvor er vi på vej hen?

Stahlmann er, for mig, blot et kopiband, der lige så godt kunne have startet ud med “Stangtennis” og “Slime”, for der er vitterligt ikke noget nyskabende i deres album. Bevares, det lader da til, de har en fest, når de er ude at spille live, men musikken skal også fange, når den høres på en skive. Og det gør den altså ikke her. Den er kedelig, ligegyldig og uinteressant.

Jeg så helst gerne, at der blev holdt et teammøde af en art, hvor der blev tilkendegivet, hvad de forskellige medlemmer af bandet gerne kunne tænke sig at prøve. Nu har de fem albums med den samme slags ensformige musik . Fair nok, hvis det er det, man kan, og man kan sælge plader på det forarbejde, andre har gjort, lad det være det. Men snylten af andres arbejde falder desværre ikke i god jord hos mig. Af den grund kan jeg ikke snige mig længere op end tre kranier, og der har jeg været venlig.