Når to af samme sind mødes

Hos Detektoren har vi fået en lidt mystisk udgivelse ind af brevsprækken. Spiritual Anchor, lavet af duoen med samme navn. Den er mystisk i den forstand, at vi ikke har hørt om det projekt før nu, men måske med god grund, da projektet er opstået i starten af året. Bjørn Andersen fra Almue har leget med en række baskompositioner, og har længe haft en dialog med hans gode ven, Ivan Stenger (Skin Tuxedo) om at skabe musik sammen, og nu skete det endelig. Stenger har tilføjet alle sine mangfoldige musiske evner til baskompositionerne, og Spiritual Anchor blev født. Så er spørgsmålet, hvordan det lyder.

Soundtracket til mørke tider

Først og fremmest kan man sagtens fornemme, at bassen har været udgangspunktet for skabelsen af musikken, for den fylder meget i lydbilledet. Ikke at det gør noget, da det faktisk er forfriskende, og produktionen ganske nydelig. Basspillet er ganske groovy, fyldigt og stemningsfyldt. Det er noget, en del bands derude kunne lære noget af – bassen kan faktisk godt og må godt være en fyldig del af lydbilledet.

Hvad der ellers angår selve musikken, så er den generelt meget langsom, og Stengers vokal skaber nærmest en harmonisk form for melankoli. For mig er denne ep et godt bud på det smagfulde soundtrack til de mørke vinterdage. På sange som ”In Emptiness I Dwell” og ”Chained” er det svært ikke at drage lidt paralleller til bands som Tool og Soen, og det skyldes blandingen af bassens reverb og trommespillet. Særligt blev jeg faktisk mindet om sangen "Low Tide" lavet af Aerogramme og Isis, hvilket ikke er skidt! Det er dog en noget mere afdæmpet udgave af de bands, da der her sjældent er momenter, hvor det har tunghedsgrad nok til at gå fra rock til metal. Det er også lidt interessant, at i det tunge segment i ”In Emptiness I Dwell”, der minder Stengers høje toneleje meget om Matt Bellamy fra Muse. På ”Chained” får vi klart et af albummets tungeste segmenter, hvor der lige kan komme lidt ekstra smæk på de tykkeste af basstrengene, og Stenger faktisk skriger. Der er ingen tvivl om, at ”Chained” er EP’ens bedste skæring.

Selvom Spiritual Anchor lykkes rigtig godt med at skabe et flot og stemningsfyldt univers, hvor produktionen er flot, så mangler der lige det ekstra krydderi. Selvom det er progget, og der er lidt temposkift, så higer jeg som lytter efter flere og større klimaks. Altså flere store højdepunkter, som virkelig skiller sig ud, da det alt for ofte bliver lige ved og næsten. Det er nok også lidt problemet efter jeg har lyttet fem gange nu. Der er ingen melodier, der som sådan sætter sig fast eller momenter, hvor du lige sidder og holder vejret lidt.

En flot debut

Samlet set er der egentligt tale om en meget flot debut EP. Man er slet ikke i tvivl om, at det er to dygtige musikere, der er gået sammen her, og de har helt styr på, hvad de laver. Musikken og sangskrivningen virker nøje afmålt og velovervejet, og jeg tænker, at den stemning, de er gået efter, har de ramt 100% lige i røven. Det er stemningsfyldt på mørk og melankolsk vis, hvilket gør, at man gerne sidder med dette i ørene, mens man stirrer ud ad vinduet en stormfuld mørk aften. Der mangler bare lige det sidste for at løfte musikken op på et plan, hvor det bliver virkelig interessant. Havde der været flere store klimaks, eller uforudsigelige temposkift, så havde man nok siddet lidt mere på kanten af lænestolen, frem for helt tilbagelænet i den.