Svensk supergruppe på eksperimenterende vover

Da Christian Älvestam fra Scar Symmetry blev medlem af Solution .45, bedyrede stifteren Jani Stefanovic, at deres nye forsangers tilstedeværelse i bandet ikke betød, de ville blive trukket ind i Scar Symmetry-land. Det er meget muligt, at sangene allerede var skrevet, da han kom ombord, men arven fornægter sig ikke på deres seneste album, som er første sæt i en planlagt udgivelse på 2, hvor den efterfølgeren er sat til release en gang i 2016.

Hvis du ikke er en del af løsningen... 

Lad mig sige det, som det er. Det værste, du kan gøre, når du vil lave musik, er at skrive en masse genrer ned på en masse lapper papir og så trække en håndfuld af dem op af en hat og lave en cd på den opskrift, hvilket er den fremgangsmåde, jeg kraftigt mistænker dem for at have benyttet sig af. Stilforvirringen er massiv, og det fungerer overhovedet ikke af den grund, de ikke kan administrere de horrible hybrider, deres eksperiment har afstedkommet. Jeg nævner i flæng: fimset melodød, tung melodød, en flirt med prog, nu metal, svenskerdød, metalcore og technoficeret deathcore. Lige umiddelbart er det ikke en skidt blanding, men hvis du lægger metalcore sammen med Älvestams rene vokal, så får du ikke melocore, så får du popcore. På nummeret ”Winning Where Losing Is All”, præsterer han f.eks. at lyde som både Darren Hayes fra de forgange Savage Garden OG en tynd kopi af Lajon Witherspoon fra Sevendust. Bevares, han synger da meget godt, men man sidder alligevel tilbage med ønsket om, han bare lod være. Og det er satme ærgerligt, fordi for det meste fungerer selve musikken ok.

Men for al Älvestams skønsang har han dog et overbevisende growl, som man næsten føler musikken er skrevet til, og åbningsnummeret lyder f.eks. som noget, At The Gates kunne have lavet, hvis -core havde været socialt acceptabelt den gang. Og for helvede drengene, altså. Come on. I er jo virkelig tunge (og dygtige!), når I strammer ballerne. Et nummer som "Alter" smider alle hæmninger overbord og er, på trods af sin akustiske intro, straight up elektrodød, der leder tankerne hen på en mindre ekstrem version af We Butter The Bread With Butter.

...er du en del af problemet

Men numre som "Bleed Heavens Dry" og førnævnte "Winning..." trækker ned. Det samme gør den nærmest latterligt lange liste over genrer, de har forsøgt at inkorporere i deres forsøg på at lyde som ingen andre - problemet er så bare, at jeg synes, de lyder bedst, når de ikke lyder som sig selv. Jeg er absolut fan af at blande genrer, men det er de bare ikke sluppet godt fra overhovedet, og forhåbentlig er den planlagte fortsættelse af det her knapt så vellykkede koncept lidt mere fokuseret.