Slomosa spiller koncert på COPENHELL 2025.
Slomosa - Tundra Rock

Tundra Rock

Udkom

Type:Album
Genre:Stoner Rock
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Slowmo?

Næsten, hvis man tilføjer et ’sa’, kommer man til at tænke på Kylesa og rammer godt nok genren, men alligevel langt udenfor skiven. Slomosa præsenteres som leverandører af en signaturhybrid (!) af stenede riff, grunge og slagkraftig punk. I de genrer skal man stå meget tidligt op, have en orkan i ryggen og være uforskammet heldig for at blive til noget. Men det er ikke noget problem for Slomosa, som er tundraens konger.

Toner fra en himmelsk og stenet tundra

Introen, ”Afghansk Rev”, er stemningsfuld og lovende. ”Rice” er ligeud ad landevejen med paralleller til både Truckfighters og Lowrider, der trækker store smilende signaturer over tundraens varierede landskab. Atmosfæren er typisk skandinavisk depressiv, men dog stadig melankolsk smilende, tæt på at være hyggelig stoner. ”Cabin Fever” cementerer fællesskabet med svenske Lowrider. Hvert band har dog sit tydelige udtryk, Lowrider svælger i en giftig, halvdepressiv pøl, Slomosa har mere ’ja-hat’ på. Albummets afsluttende del, ”Monomann”, ”Battling Guns” og ”MJ”, hygger rundt i Queens of The Stone Age-land.

Benjamin Berdous lyse vokal ligger til højrebenet, i en sådan grad at det nærmest overrumpler, da bassist Marie Moe tager mikrofonen på fjerde skæring, ”Red Thundra”. Kun i den psykedeliske indledning, for Berdous træder ganske naturligt til, da der skrues op for maskineriet.

Man glider ind i Tundra Rock som i et par perfekt tilpassede bukser. Det kræver ingen indledende lyt, den er der bare. Som riffet, der på samme måde som Tors hammer rammer ned i omkvædet på ”MJ”, hvor basgangen arbejder fermt som Nick Olivieri på Queens of The Stone Ages fantastiske debut.

En norsk perle

Håndklædet er for længst kastet i ringen overfor en pletfri udgivelse, der rammer lige i hjertet ved første lyt. Det sker sgu ellers aldrig for undertegnede. Slomosa slipper umiddelbart rundt om alle de skarpe hjørner, på hvilke landsmændene Bokassa forulykkede tidligere i år. En lydefri udgivelse, som får lov at toppes med Fu Manchu og Surfsquatch om titlen som årets stonerudgivelse.
Et fysisk eksemplar vil være en fin julegave, som kan erhverves hos den digitale pladepusher, og du kan nå det endnu, eftersom der endnu er mindst et par dage, før træet bliver tændt.
 

Tracklist

  1. Afghansk Rev
  2. Rice
  3. Cabin Fever
  4. Red Thundra
  5. Good Mourning
  6. Battling Guns
  7. Monomann
  8. MJ
  9. Dune