Domus Mysterium bliver i sidste ende et besynderligt sammensurium af genrer, der forvirrer mere, end de imponerer

Et mesterværk for en snæver målgruppe

Den danske black ’n’ heavy-gruppe Slægt følger op på deres roste EP, Beautiful and Damned, fra 2015. Albummet indeholder otte numre fordelt ud over 55 minutter, og de fortsætter, hvor de slap fra deres EP. Der er dog tilføjet væsentlige nye tiltag siden Ildsvanger, men bandet holder stadig fast i deres fusion af heavy metal og black. Der, hvor der dog er sket væsentlige forbedringer, er i produktionen, som har fået en ordentlig overhaling, men som stadig bevarer den knasende og beskidte lyd, som passer så godt til bandets genre. Jeg er personligt stor tilhænger af black metal og har ikke spor imod, at musikken kræver noget af lytteren. Dog har jeg haft ualmindeligt svært ved at føle ret meget for det nye Slægt-album. Det er for længst – i min verden – blevet fuldstændig irrelevant, om det er trve; jeg synes, det er fedt, når man bidrager med noget nyt og prøver at flytte grænser for, hvor man kan tage en genre hen. Black er mere end død og Satan; det handler allermest om at finde mørket i sig selv, og her har jeg haft svært ved at finde ud af at placere Slægt.

Pladens udtryk fejler på indtryk

Efter en åbning med et instrumentalt kludetæppe af genremix fører bandet os over i nummeret ”I Smell Blood”, som igen flittigt låner fra forskellige genrer. Man får associationer til Tribulation og sågar også Motörhead, hvor de markante riffs, soli og de hurtige rytmer er i fokus. Det, som jeg synes, fungerer allerbedst her, og på hele albummet i øvrigt, er vokalen, som er overbevisende og dyster hele vejen igennem, og som på intet tidspunkt afviger i sin stilart. Den giver albummet sin sorte bund og holder hele tiden ilden tændt i det fortællende og dystre univers.

Mange steder i løbet af albummets knap én times spilletid bliver det desværre lidt kedeligt, trivielt og en smule fladt at lytte til. Det formår ikke rigtig at drage en og gøre indtryk af det udtryk, som pladen prøver at danne. Det virker en smule usammenhængende nogle steder, og sangene formår ikke rigtig at komplimentere sig selv fra start til slut. De forskellige skift fra hurtigt til langsomt og de forskellige inkorporerede klassiske klaver- og akustiske guitarstykker efterlader mig med en utilstrækkelig følelse.  Efter de mange lovprisninger, dette album har modtaget, har jeg naturligvis taget højde for, at der kan være et eller andet helt galt med mig, så jeg har givet pladen mange aflytninger – på forskellige tider af døgnet og på forskellige formater. Der, hvor det hele virkelig går op i en højere enhed for mig, er på titelnummeret, ”Domus Mysterium”, som virkelig formår at opbygge en enestående dyster, men opløftende, stemning, og der er fuld kraft på flashbackene til sluthalvfemsernes Diablo-dage! Det er formidabelt og der, hvor blacken virkelig skinner mest igennem – sammen med nummeret ”Remember It’s a Nightmare”. På trods af alt det bider det sig stadig ikke fast. I øjeblikket er det storslået, men lige så snart, du slukker, er det væk igen, og du kan nærmest ikke genskabe noget af det i hovedet – noget, der gør sig gældende for hele albummet. Det har sine gode øjeblikke, i øjeblikket, men det bider sig ikke fast. Det eneste, der virkelig ikke er til at glemme, er det old school heavy metal-riff, som trækker lange spor i ”I Smell Blood”.

Det var dog fandens!

Lige meget, hvor dybt jeg går i Slægtsforskningen, finder jeg bare ikke resultatet tilfredsstillende. Albummet har bestemt sine gode øjeblikke, men de falder hurtigt til jorden igen, lige så snart man træder ud af skyggen og ud i lyset. Bandets image, lyd og udtryk er intakt, med enkelte opløftende finjusteringer, men det formår desværre ikke at fange mig i de til tider meget langtrukne numre.