Når man laver en plade med titlen "Metalkill the World", så har man godt nok også bare at levere varen, og det gør amerikanske Skullview da egentligt også på dette deres fjerde album, der byder på god gammeldags heavy metal med power-metal-tendenser og referencer til enkelte andre metalgenrer.
Og der holdes da heller ikke tilbage på gallopperende guitarer, sang med sindsyg vibrato og skrig helt oppe i de høje registre samt tekster om episke slag, mytiske hærstyrker, knuste kranier og metalmusikkens mægtigheder - altså elementer, der var fremherskende i firsernes klassiske metal.
For det meste virker det faktisk fint nok (og appellerer helt sikkert til manges nostalgiske sans), og det hører sig jo også genren til. Jeg synes dog, at det til tider bliver lidt for meget af det gode og virker lidt søgt og forceret. For eksempel er der en lidt halvfesen Manowar-agtig fortælling i starten af "Remnants of the Storm", der falder ret meget til jorden (selve numret er musikalsk set dog ret fedt, synes jeg), og titelnummeret er med sine ni minutter alt for langt, og der er proppet lidt for mange metalklichéer ind.
Musikken er på dette album ikke helt uden finurligheder - både af den gode og mindr egode slags. Åbningsnummeret "Legions of the Star Scroll" inderholder for eksempel et riff i 7/8, der er udføret på en skæv, lidt haltende og gumpetung måde - faktisk synes jeg, at en del af sangene er gumpetunge, og at de ville have nydt godt af lidt højere tempi. Jeg synes også, at bassens lyd er lidt for skarp og irriterende, og jeg ville have foretrukket lidt mere bund i den - fordelen er selvfølgelig, at man rent faktisk kan høre, hvad bassen laver.
Af de positive finurligheder kan nævnes blackmetal-inspirerede riffs i "Remnants of the Storm" og "Blind and Unconscious", der begge er fortrinlige numre, og de lidt skæve guitarharmonier, der høres i "Defiance, Desperation, Defeat", som også indeholder riffs, der minder mig lidt om cross-over thrash. "Defiance, Desperation, Defeat", synes jeg, også hører til albummets bedste numre.
Tager man "Metalkill the World" for det, det er - nemlig en hyldest til firsernes klassiske metal, så tror jeg ikke, man bliver skuffet. Jeg synes i hvert fald, at, til trods for ovennævnte kritik, det er en positiv oplevelse at lytte til "Metalkill the World" og dets mange firsermetalelementer, og jeg tror, at fans af Manowar, 3 Inches of Blood og lignende bands ville kunne lide dette kranieknusende, sværdsvingende, verdensdræbende metalalbum.
