Et skummelt doomband

”Skummel” er et udtryk, som i høj grad er blevet udvandet over en årrække. Slår man ”skummel” op på dansk, får man udtryk som ”lumsk” eller ”lyssky”. Slår man i stedet ”skummel” op på norsk, får man ”ildevarslende”, ”truende” og ”uhyggelig”, hvilket leder os til dagens emne. For slår man ”skummel” op på portugisisk, får man Sinistro, navnet på et portugisisk ambient doomrockband, hvis lyd er mange ting – deriblandt ildevarslende og truende. Inspirationskilderne tæller angiveligt Ennio Morricone, Radiohead, Bowie og sågar Massive Attack, for at nævne et par stykker. Lad os finde ud af, hvordan ambient doomrock inspireret af Massive Attack lyder.

Usædvanligt varieret og kompleks doom

På trods af de varierede referencepunkter spiller Sinistro heldigvis umiskendeligt doom, men alligevel lyder de ikke helt som nogen andre. Sangue synges udelukkende på portugisisk – hvilket fortjener beundring – og man har derfor kun følelserne at gå efter i fortolkningen af albummet. Heldigvis er det nemt at leve sig ind i musikken takket være en uforlignelig præstation fra forsanger Patrícia Andrade; gennem albummets næsten timelange løbetid veksler hun fra længselsfuld til forførende, lidende til lidenskabelig, urolig til beslutsom. Dertil har hun en fremragende teknik, og havde hendes stemme været det eneste hørbare på albummet, ville min tid stadig ikke være spildt.

Men vokalerne er ikke det eneste interessante ved Sangue. Orkestrets lydudtryk er lige så varieret som sangerindens og spiller en stor rolle i at skabe den rigtige stemning. Andrades vokaler understøttes flot af skiftevis rene og forvrængede guitarer, urovækkende synths og naturligvis de langsomme, tunge trommer, man forventer af stilarten. Kompositionerne er ambitiøse og varierede, fra den hede melankoli i ”Vento Sul” til det majestætiske og definitive i afslutningsnummeret ”Cravo Carne”. Virkemidlerne tæller knusende riffs, crescendoer, kromatiske akkordprogressioner og meget mere, så hvert nummer på pladen besidder en særskilt karakter og lader desuden til at fortælle en lille historie i sig selv. Til sammen efterlader de indtrykket af et kunstfærdigt soundtrack uden film.

På trods af imponerende sangskrivning og fortælling længes jeg undertiden efter passager, der kan rive lytteren med blot i kraft af en unægtelig melodi eller et knusende riff. ”Nuvem” indeholder et stort, rocket doom-jam, hvor rytmegruppen slipper tøjlerne, og hver gang, jeg kommer til det, glædes jeg ved endelig at kunne slække på fokus og lade mig rive med. Anderledes går det den ti minutter lange åbner ”Cosmos Controle”, som nærmest udelukkende er interessant, hvis jeg koncentrerer mig om at få alle nuancer med. Sangue Cássia er en oplevelse, men ikke en letkøbt én af slagsen.

Moderne kunst

Der er ingen tvivl om, at Sinistro opnår, hvad de vil. Der er heller ingen tvivl om, at Sangue både fordrer og kræver en sjælden grad af fordybelse, uden hvilken der vil være langt mellem højdepunkterne. Selvom albummet rummer adskillige flotte passager, kan og skal Sangue ikke sælges på disse. Uden at ville forklejne nogen af delene er Sangue tættere på et helstøbt kunstværk end en sammensætning af riffs og melodier, og hvis man har mod på dette – og hvis man forstår værket – er der en stor oplevelse i vente