Det er jo kun kærligt ment
Vi danskere ynder jo at finde på forskellige, sjove øgenavne til vores norske brødre, men faktum er: Musik kan de lave, også på den mere spøjse kant. Dog er Silver End langt mere seriøse omkring deres musik, og med henholdsvis Christian på vokaler og guitar, Cara på lead guitar, Lasse på bas og Iben på trommer er der lagt op til god rock i stil med Breaking Benjamin, Papa Roach og tør jeg mon sige Nickelback.
Er der tale om en fuser?
På ingen måde. Silver End formår at hente inspiration fra et hav af bands, og man kan høre den inspiration flere steder. Eksempelvis en tydelig Linkin Park-indflydese i ”Not Alone”. Det lidt hårdere i ”Rising from the Ashes”, som kan relateres til noget Breaking Benjamin samtidig med en, jeg klart kan se som en ørehænger i ”Winning the Rafle”.
Men hov, jeg kommer alt for tidligt i gang. Jeg springer for meget i det. Jeg vil faktisk gerne starte fra starten. En intro skal der til, hvad enten du skriver en anmeldelse eller åbenbart laver norsk rock – åbenbart. Og en intro blev der lavet. Og jeg skal da være ærlig. Der er lige 20 sekunder, hvor mit fan-hjerte desværre hører introen til Game of Thrones. Men jeg bliver klogere, for introen springer direkte over i en norsk slagsang i førnævnte ”Winning the Rafle”, som handler om at vinde hele møllen, skide på verden og tage, hvad der tilhører en.
Så er vi i gang. Generelt handler hele Spreading Fire om at vinde den store præmie, hjælpe hinanden gennem livets strabadser, stå op for, hvem man er og gøre noget ud af sit eget liv. Det er en rejse igennem livets op- og nedture, hvor det fortælles,vi alle kan have dårlige perioder, så længe vi ikke lader det styre vores liv, men bruger det til at lære og så får det bedste ud af livet.
Hen mod slutningen får vi den obligatoriske ”hold-en-lighter-i-luften”-ballade. Hvor vi gennem hele pladen er blevet trakteret med en fænomenal produktion, guitar og trommespil, der kan være med helt i toppen og en vokal, der rangerer fra den ene ende af skalaen til den anden, får vi her til sidst en prøve på den følsomhed, der også kan ligge i Norges fjelde. En fortælling om hvordan vores karakter endelig finder det, han søger, og hvordan han holder fast og endelig har fundet hjem.
En utraditionel, norsk skive
Vi er vant til død og ødelæggelse fra Norges kanter, og når der dukker noget op som Silver End, kan man ikke lade være med at undres. ”Er det overhovedet fra Norge?” Og ja, det er da. Helt derudefra, hvor fjeldene vælter ned i Nordsøen. Og det kan måske være det, som skiller dem ud fra det normale død og ødelæggelse.
Om ikke andet, dette deres andet album er klart en lytter værd, og med mere tid sammen er jeg sikker på, vi kan få en bedre samhørighed i stedet for den rumklang, der desværre opstår, når musik og stemme ikke optages samtidigt Men der er lagt i kakkelovnen til knuste pigehjerter og lightere hævet i mørket til koncerter rundt om i landet, og tør vi håbe, resten af norden. Giv den gas, drenge, det tegner godt.
