Black-inspireret core kvæler ilden
Miserable metal
Det seks mand store orkester She Must Burn stiger stødt i popularitet og har siden 2014 spredt frygt og foragt i deres hjemegn – Storbritannien. Bandet har bare to EP’er på samvittigheden, og spørger man vennerne selv, spiller de noget så muntert som ’miserable metal’. En sådan omgang elendighed er de nu klar til at kyle i nakken af os med debutalbummet Grimoire. Her må man sandelig håbe, musikken er mere opfindsomt og inspirerende end det valgte bandnavn. Come on, guys…
Blackened metalcore… Er det en ting?
Med Grimoire er vi ude i et modigt og atypisk genremiks: Metalcore med hints af deathcore blandes med grumt black metal. Det sorte islæt høres tydeligst i den bidske, snappende vokal leveret af frontmand Joseph Sinclair, men bestemt også i den allestedsnærværende uhygge og musikkens til tider krampeinducerende tempo. Hør eksempelvis den intense start af ”Hallowed Grounds” eller ”From the Grave”.
På vokalsiden arbejdes der med to sangere, hvoraf føromtalte Dani Filth-inspirerede mandevokal dominerer. Denne modvægtes dog på en håndfuld numre af en kvindevokal fra Aimy Miller, der med overbevisende kraft og finesse leverer skønsang a la Within Temptation. Det fungerer helt klart bedst for bandet, når den hårde mandevokal blødes op – enten af melodiske passager eller af Millers pæne sangstemme. Sikke en skam, at hun netop har forladt bandet! Det bliver svært at finde en erstatning, der er lige så dygtig og giver Sinclairs vokal det modspil, der skal til for at opretholde en god balance.
Efter en ligegyldig intro fyres skivens to stærkeste skud af: ”The Wicked” og ”Gloom” – begge med gæstevokaler. Scott Lewis fra Carnifex har sneget sig med på ”The Wicked”, og Sean Harmanis fra Make Them Suffer aflægger visit på ”Gloom”. Herefter følger en række ok, men ret ensformige numre, og vi skal helt hen til lukkeren ”After Death”, før det atter bliver interessant. Dette track har et mere melodisk islæt, og med Millers vokaltilstedeværelse fungerer det faktisk rigtig godt.
På trods af dette er Grimoire en ret frustrerende plade; de bedste øjeblikke er der, hvor frontmanden fylder mindst – enten pga. gæstesangere, eller fordi Miller overskygger Sinclair totalt! Ligeledes ærgrer jeg mig over den instrumentale side. Der mangler simpelthen noget spræl og genkendelighed. Når man kaster sig ud i et interessant genremiks, som She Must Burn gør, har man alle muligheder for at lave noget nyt og spændende, men det lykkes bare ikke – i hvert fald kun på nogle få numre.
Intentionen er skam god nok
Det er altid dejligt, når bands tør udfordre de rigide genrekonventioner og finder på nye fortolkninger. Det kræver dog ofte ekstra arbejde at få det til at fungere, og det er her, She Must Burn fejler. Grimoire har momenter, hvor alt spiller, og hvor det er en fryd at lytte med, men desværre holder det ikke hele vejen. Der er for meget af det samme og for lidt af det spændende.
