Masser af melodisk energi
Shadows Past er et svensk melodisk power metal/heavy metal band dannet i 2005. Bandet har efter egne oplysninger spillet meget live, og – må man forstå – det med en vis succes. I løbet af årene har bandet været gennem mange udskiftninger i besætningen, indtil bandet tog sin nuværende form. Gennem en længere periode har Shadows Past arbejdet på Perfect Chapter. Ideen har været at få live-effekten ned på skiven. Om det er lykkedes, kan jeg vel vanskeligt vurdere meningsfuldt, når jeg ikke kender bandet live. Men det skal anerkendes, at der er meget energi på Perfect Chapter, og jeg kan sagtens forestille mig, at det kan fungere live.
På mange måde får Shadows Past og Perfect Chapter mig til at tænke tilbage til min metalliske ungdom på mørke teenage-værelser, hvor vi i vor daværende ungdommelige uskyld lyttede til melodiske hard rock og heavy metal bands, af hvis navne jeg i dag ikke husker alle, som vi mente besad stor visdom – ’det er The Truth, det dér!’
Denne tur ad mindernes boulevard ydede sådan set ikke Shadows Past retfærdighed, for der deres musik er ganske moderne. Som sådan kan man måske beskrive Shadows Past som et melodisk 80’er metalband, der er fulgt med tiden... Navnlig skal det understreges, at der flere steder er nogle rigtig tunge riffs, og produktionen er mere "heavy" end dengang.
Musikken er som nævnt energisk, og mange numre kører med et relativt højt tempo. Sange som "Wherever I Go" og "Ladder of Life" har gode omkvæd, som jeg sagtens kan forestille mig, at der kan blive sunget med på til en koncert.
Vokalen er ret ’lys’, hvilket nok er en del af grunden til, at jeg kommer til at tænke på de gode gamle dage. I nogle af sangen bruges noget growl. Jeg har ikke i sig selv noget mod at growl i denne type musik. F.eks. synes jeg, at det fungerer virkelig godt for Treshold på Dead Reckoning. I tilfældet Perfect Chapter synes jeg ikke det fungerer rigtig godt på sage som "Cry No More" og "The Scars Run Deep". Det skyldes måske mest af alt, at der ikke er tale om noget særlig godt growl. På “Impressed" lykkes det efter min smag at indarbejde (det meget korte) growl bedre.
Så langt som det er lykkedes mig at holde fokus på teksterne, er det heller ikke fjernt fra dem, vi i vores i teenage-verdenes selvoptagede forvirring om selvidentitet og kærestesorger fandt ganske berigende.
Alt i alt er Perfect Chapter en melodisk udgivelse med masser af energi, vellyd og melodisk feel-good. Jeg har haft svært ved rigtig at få en mening om Perfect Chapter, og få udgivelser er blevet gennemlyttet så mange gange i forbindelse med en anmeldelse. I den forbindelse har jeg konstateret, at en løbetur langs stranden i godt vejr med Perfect Chapter i ørene er en rigtig fin kombination. Det siger – i hvert fald for mig – en del om, hvad det er vi har med at gøre.
Tracklist: 1. Wherever I Go – 4:21 2. Perfect Chapter – 4:20 3. Cry No More – 5:26 4. An Old Enemy – 4:43 5. Ladder Of Life – 4:36 6. The Scars Run Deep – 4:11 7. Impressed – 4:09 8. Who Am I – 5:14 9. The One – 5:52 10. Believe – 5:13
“Wherever I Go" er et af Pertct Chapter’s bedste numre: