”Dem med de pæne damer på deres albumcovers” er tilbage med det tætteste man kommer på et mesterværk

Serenity blev dannet i 2001 i Østrig, og fik positive anmeldelser allerede på første demo. I løbet af deres karriere har de så varmet op for navne som Threshold og Kamelot, og nu har de så rigtig stor succes selv. Deres seneste album hedder War of Ages, og er måske deres bedste til dato.

Albummet starter med ”Wings Of Madness”, som starter stille og bygger op, og bliver en heftig perle af solide trommer og symfoniske elementer over det hele. Her virker trompeterne i baggrunden bedst, og kan (desværre) høres mindst. Vi går derefter over i omkvædet. Tempoet sættes ned, og forsangerens flotte, rene stemme høres. Kort efter går i over i omkvædet. Tempoet sættes endnu længere ned, og et klaver træder ind. Det fortsætter på samme måde på andet vers, men her er der en kvindestemme i stedet. Længere inde er der en rigtig veludført guitarsolo.

Nummeret efter er en personlig favorit. Det hedder ”The Art Of War”, og starter med kor, trommer og velplacerede trompeter. Efter den korte intro begynder selve sangen, som er lidt langsommere end ”Wings Of Madness” var. Lige inden verset er der et rigtig godt riff, som nok er en af de bedste på albummet, udover det man finder på ”Legacy Of Tudors”. Lige inden omkvædet hører man et klarver, som virker utrolig godt. Omkvædet er utrolig solidt, og har samme kraft som et tog i fuld fart. Det sammen med det simple vers giver en rigtig god atmosfære, og en episk følelse, som man kun ser blandt de bedste. Igen er guitarsoloen i den gode ende. Efter dette lille mesterværk kommer ”Shining Oasis”, som er minder energifyldt, men fungerer rigtig fint. Omkvæd og vers passer ikke så godt sammen som på ”The Art Of War”, og orkestret bruges ikke så godt. Sangen har et arabisk præg i versene, som ikke er der ellers. Omkvædet er langsomt, og på grænsen til kedsommeligt, uden at man bliver uinteresseret, og det er det jeg mener Serenity er så pokkers gode til.

Næste nummer er albummets stille. Det hedder ”For Freedoms Sake”, og har mest af alt klaver. Udover dette hører man den mandlige vokal, og den virker lige så godt til stille sange som til hurtige. Vi når efter noget tid til omkvædet, og der er der også lidt orkester på. Det løfter det hele en smule. Efter omkvædet kommer trommer og bas, og kvindestemmen synger. Hendes stemme fungerer også rigtig godt til både stille og hurtig musik. På andet omkvæd synger de sammen, og det løfter det yderligere. Derefter kommer guitaren, og det stille bevæger sig hurtigt over i det episke. Der er pludselig kor og et helt orkester på, samt en guitarsolo, som dog ikke er den bedste på albummet.
Næste nummer starter stille, som om den fortsætter ”For Freedoms Sake”. Men derefter kommer der også kraft på, specielt fra trommernes side. Nummeret hedder ”Age Of Glory”, og foregår i midt-tempo med en god portion energi, dog ikke i versene. Den mandige forsanger præsterer bedst på dette nummer sammen med trommerne. Her er keyboardet også tydeligst.

Herefter kommer ”The Matricide” og ”Symphony For The Quiet”, som nærmest er to modsætninger. ”The Matricide” er en solid sang, med godt brug af både orkester og guitar, uden at de ødelægger det for hinanden. Omkvædet er samtidig catchy. På ”Symphony Of The Quiet” derimod, er meget mere energifyldt, og ikke lige hvad man forbinder med ”Quiet”. Farten sættes dog langsomt ned, så versene bliver rigtig stille, og så stemmer det overens med ”Quiet”. Sangen er samtidig bygget op, så den minder mere om en egentlig symfoni. Energien i sangen er koncentreret om omkvædene, og det giver en variation, som klæder sangen.

Efter den lille herlighed ”Tannenberg” kommer næste interessante nummer, og anden personlige favorit ”Legacy Of Tudors”. Starten består primært af en akustisk guitar og forsangerenes super gode arbejde. Derefter kommer introriffet, som blæste mig af stolen, og resten af sangen er heller ikke til at tage fejl af. Omkvædene er æstetiske, og trommerne har en utrolig energi, samtidig med at den mandige forsanger gør et rigtig godt stykke arbejde. På omkvædene er synger den kvindelige forsanger med, og det løfter sangen en del, da det giver en mere episk følelse. Dette bidrager guitarsoloen også til. Til slut minder den om starten af sangen, bare mere episk, og det giver en god afrunding.

Albummet afsluttes med ”Royal Pain”, som foregår i midt-tempo og har et ganske fint riff. Sangen er mere tilbagelænet, og har ikke særlig meget orkester indblandet. På omkvædet får den kvindelige forsanger virkelig lov til at præstere, og det gør hun med succes. Hun viser en kraft man eller ikke ser, og det bliver kun bedre de få stedet hvor man også hører den mandige forsanger. Guitarsoloen er også ganske god. Den er ikke så tempofyldt som ellers, men den passer godt ind, og giver lidt ekstra. Der mangler lidt en egentlig afslutning, så man sidder tilbage tilfreds. Sangen slutter meget direkte, og man sidder tilbage med en ”nå”-følelse, og ville egentlig gerne høre mere. Men så kan man heldigvis lytte til albummet en gang til.

War Of Ages er mit første møde med Serenity, men i hvert fald ikke mit sidste. Albummet er helt vildt veludført, både hvad gælder instrumenterne, vokalen og brug af orkester (specielt trompeterne). De laver et episk univers uden at have en reel historie, og man sidder og døser helt hen når man hører albummet. En klar anbefaling herfra.

Wings Of Madness er et af albummets langsommere, men bedre numre.