Den rette sti
Secrets Of The Sky fra Oakland, Californien er på gaden med deres andet album, Pathway, og hvis bandet nogensinde har været i tvivl om, i hvilken retning de skulle gå, mener jeg helt klart, at de valgt den rette sti.
Bandet blev dannet i 2010 og består af de fem medlemmer Andrew Green (guitar), Clayton Bartholomew (guitar), Garett Gazay (sang, keys), Ryan Healy (bas) og Lance Lea (trommer), og i en verden hvor popularitet ofte hænger sammen med likes på Facebook, er Secrets Of The Sky nok den bedst bevarede hemmelighed med kun lidt over 4500 likes. Men dette bliver der forhåbentligt ændret på efter denne udgivelse, for det her er virkelig djævelsk godt.
Fra Pink Floyd stemning til tordnende dommedagstoner
Albummet starter efter en kort intro med sangen, ”Three Swords”, der er et meget følelsesladet nummer. Sanger Garett Gazay, som hovedsaligt growlede og skreg sig igennem det første album, starter ud med en uforglemmelig og kontrolleret hviskende stemme, hvor han lyder nærmest opmuntrende og virkelig formår at imponere. I de første tre minutter af sangen er stemningen næsten helt Pink Floyd-agtig, men dette ændrer sig herefter. Den stille musik fader ud til fordel for et par ekstremt tunge guitarer, og dommedagstoner tordner nu ud af højtaleren, alt imens Garett brøler og growler sig igennem resten af sangen.
Næste sang på pladen er ”Angel I Vines”, hvor introen minder gevaldigt om Behemoth’s ”Blow Your Trompets Gabriel”, og også hér veksler Garett mellem en stille hvisken og dødsgrowl.
”Another Light” er pladens stille sang, hvor de tunge guitarer er skiftet ud med akustiske guitarer. Her viser bandet, at de er i stand til skabe og opretholde en stemning og følelse af uopsættelighed og usikkerhed. Et fremragende nummer, hvor bandet samtidig slår fast, at de ikke bare spiller tung doom-metal, men kan bevæge sig i flere retninger.
Flere af sangene er adskilt af to til tre minutters mellemspil med lydeffekter af fodtrin, regn og døre, der lukkes med titlerne fra ”I” og op til ”VII”, og disse er med til at skabe albummets dystre, mørke stemning. Denne gimmick fungerer virkeligt godt pladen igennem, og jeg sidder med en følelse af, at jeg bliver ført sikkert igennem hele albummet til trods for de mange musikalske udtryk.
På randen til det store gennembrud
Det, der kendetegner Secrets Of The Sky er deres evne til at kombinere det stille og langsomme doom-metal med gotiske rytmer og dødsmetal-elementer samt Garett’s hviskende og fængende vokal, der pludselig går over i en mere ekstrem-metal sangstil med growl, skrig og brøl.
Bandets stærke side er desuden, at de ikke har bundet sig fast i en specifik genre inden for metallen, og på Pathway finder man således alt fra død, black, doom og folk musik.
Med Pathway står Secrets Of The Sky på vejen til deres helt store gennembrud, og de kan efter min mening komme helt op i samme liga som Paradise Lost og My Dying Bride, hvis de ellers bliver promoveret nok. Med denne plade er de i hvert fald godt på vej, og den snoede sti bandet har bevæget sig ud på virker generelt fremkommelig med lys for enden af vejen.
Jeg ofrer derfor ni kranier til Secrets Of The Sky og Pathway for at havde lavet en musikalsk oplevelse, der på mange måder overskrider og bryder grænserne mellem doom, ekstrem og progressiv metal.
