Secret Spheres syvende album er et must for powerhungrende fans Secret Sphere har været i gang i lang tid. Ny forsanger. Indtil videre er deres nye album tamt i forhold til det gamle. Hvor brugen af orkestret er mere fremtrædende. Der er ikke så stor forskel på forsangerne, det er meget godt. To albums før var inspireret af Tim Burton. Noter: Mister ofte den stemning der bliver bygget op i introen. Første nummer er det en ouverture, det albummet ville være mere tillokkende, med alle de stil skift. Ny forsanger. Secret Sphere er ude med deres syvende album Portrait of a Dying Heart. Albummet er baseret på novellen She Complies the Night af Constanza Colombo. Det er en kærligheds historie om en der drømmer om en pige og prøver at sammenføre disse drømme med virkeligheden. Der står velarbejdet powermetal på menuen, i stil med flere af de store som Gamma Ray, Helloween og Sonata Arctica. Portrait of a Dying Heart åbner med et langt instrumentalt nummer, som jeg var sikker på, var en ouverture. Den skifter nemlig stil så mange gange i løbet af sangen. Jeg tænkte at det her kommer til at blive et godt album, med sådan en intro. Andet nummer "X" er et flot power metal nummer og det skubber pladen godt i gang. Dog snubler deres nye vokalist Michele Luppi over ordene et sted. Selvfølgelig er der violiner på og galoperende trommer. "Wish & Steadiness" som er albummets tredje nummer, åbner med en fantastisk intro. Det er klaver, der er disharmonisk og så simpelt og rytmemæssigt skævt at det kunne være spillet af et barn. Det udvikler sig så til helt orkester, og giver en dyster stemning. Den klaverintro er så fantastisk fordi den er så iørefaldende og speciel, at man ikke kan lade være med at lægge mærke til den. Men den dystre stemning forsvinder helt, når bandet går på. Og den kommer ikke tilbage igen. Jeg synes dog at dette er et af de bedste numre på albummet, for det er så velarbejdet, især deres brug af kor og stemmer i vokalen, sammen med orkestret. Og violiner og galoperende trommer. Det samme sker i nummeret efter, "Union". Hvor i introen der er akustisk guitar og en sci-fi-lyd a la X-Files. Det giver det en lidt spacey og drømmestemning. Men den forsvinder endnu engang når bandet går. Godt nok ikke helt så meget som i "Wish & Steadiness". Det samme sker igen i nummeret "Healing". Det hjælper ikke på det, at disse numre er meget enslydende, og kan være svære at skelne fra hinanden. Og violiner og galoperende trommer. Sådan er det med de først seks numre på pladen. "Lie To Me", "The Rising of Love" og "Eternity" er alle samme kørt mere ned i tempo. Der kommer mere fokus på vokalen og klaveret, samt orkestret bagved. I "The Rising of Love" er der især fokus på bassen. "Eternity" lyder som en ballade Sonata Arctica kunne have skrevet og spillet. Alle disse numre er flotte og fungerer rigtig godt. De skulle bare blandes mere med resten af numrene, for at skabe de her brud så sangene ikke flyder sammen. Portrait of a Dying Heart er et godt album, men langt fra det bedste bandet kan præstere. Og det er slet ikke på niveau med deres sidste album Archetype eller albummet før det, der er inspireret af Tim Burtons dystre univers. Det er ikke deres nye forsanger Michele Luppi skyld, for han gør det fænomenalt. Der er ikke så stor forskel på ham deres tidligere sanger. Albummet er meget symfonisk, og gør brug af fuldt orkester i de fleste numre, der gør til et storslået projekt. Men endnu gang var samarbejdet bedre og mere markant på det tidligere album. Og selvom det ikke er Secret Spheres bedste album, så er Portrait of a Dying Heart et must for power metal fans. Tracklist: Portrait of a Dying Heart (Instrumental) X Wish & Steadiness Union The Fall Healing Lie To Me Secrets Fear The Rising of Love Eternity Lie To Me er et af de lidt mere stille og dybe numre på albummet.