Retro-rockerne fra Austin favner bredere på medrivende toer.
Modgang gør stærk
Med fantastiske numre som eksempelvis “Antioch”, "Liquor" og ikke mindst den sublime ørehænger “Polygon of Eyes” var Scorpion Childs selvbetitlede debut fra 2013, en af den slags debutskiver man ikke glemmer lige med det samme. De texanske retro/stoner/psych-rockere viste nemlig på aldeles overbevisende facon, at de var et band man skulle holde øje med. Med overlegne riffs, smukke classic rock-kompositioner og ikke mindst en fabelagtig sanger i den karismatiske Aryn Jonathan Black, blev bandet spået en stor fremtid. Men desværre måtte bandet gå sin triumfgang i massiv modvind. På kort tid mistede de den ene guitarist, trommeslageren samt bassisten, men de resterende 40 procent af bandet nægtede at give op. Ind kom en ny bassist, en keyboardspiller og selveste Jon Rice (ex-Job for a Cowboy) på trommer. Denne heftige konstellation, som vi fik æren af at opleve som support for Monster Magnet i Pumpehuset tidligere i foråret, er nu (endelig) klar med deres anden langspiller: Acid Roulette. Det er en anelse anderledes, men det holder!
Heavier than heaven
“We have some wicked ideas for the new album, but all I can say is, that it’s gonna be heavier!” - sådan fortalte guitarist Chris Cowart undertegnede skribent, da jeg havde æren af at møde dem på BETA for et par år siden. Hvad jeg ikke vidste dengang var, at han med “heavier” ikke mente at musikken ville blive tungere i ordets sædvanlige forstand, men derimod på en mere syret klassisk facon. Og nu med hvervningen af keyboardspiller Aaron John Vincent, som erstatning for den ene guitar, giver Cowarts ord mening; Acid Roulette er en medrivende, syret og heavy rundtur i nyfortolket retro-rock.
Hvor debuten var en meget ligefrem og let håndgribelig samling ørehængere der sagtens kunne stå alene, er Acid Roulette mere et decideret værk der skal opleves som en sammenhængende helhed. Her er stadig potente skæringer propfyldt med bluesy grooves og rock-riffs der kan splitte hele stuen ad og numre som bl.a. titelnummeret, “Twilight Coven" og “My Woman in Black” kan sagtens nydes hver for sig. Men albummets styrke er uden tvivl den rejse man kommer ud på når pladen høres fra start til slut. Et nummer eller to kunne måske have været barberet væk, men bandets pludselige krise midt under bestigningen af rock-tinderne taget i betragtning, så er det imponerende hvor determineret og velspillende dette hamrende dygtige band fra Austin er.
Skorpionen lurer stadig i ørkensandet
Fans af Thin Lizzy og Lynyrd Skynyrd, samt Black Rebel Motorcycle Club og The Raconteurs for at nævne nogle nyere navne, bør ikke snyde sig selv for at opleve Scorpion Child. Er man ikke kender, så start med forrige album og bevæg dig derefter videre til Acid Roulette. Er du kender, men skeptisk om hvorvidt skorpionbørnene var et one-hit-wonder, så kan der uden tøven investeres i Acid Roulette. Det er lidt sværere at komme ind på med sine bredere favnende soniske landskaber, syrede mellemspil og temposkift her og der, men det er klart en værdig opfølger til debuten. Scorpion Child skal der stadig holdes skarpt øje med.
