Scarve - The Undercurrent

The Undercurrent

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Prog metal
Spilletid:37:20
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Nu hvor Devin Townsend offentligt har udtrykt sit ønske om at trappe ned på sine bandaktiviteter og således har sat både Strapping Young Lad og Devin Townsend Band til side på ubestemt tid, er det rart at høre, at der findes musikere, der fører "arven" videre. Franske Scarve spiller på "The Undercurrent" energisk melodød med en del inspirationer fra den maniodepressive canadier. Det kommer især til udtryk i produktionen, som Daniel Bergstrand (der også har haft en finger med i spillet hos S.Y.L.) har stået for. Musikken er rytmisk eksplosiv, skiftende mellem vilde, alsidige synkoperinger, grind-trommer og almindeligt vanvid, og guitarerne fylder lydbilledet op med masser af ekkoer, der bringer Strapping-albummet "City" i behagelig erindring (lyt bare til "Imperceptible Armageddon" for nu at nævne et vilkårligt nummer).

Scarve er dog ikke ren kopi af Townsend og co. Musikken er mindre melodisk og sangstrukturerne er gennemgående mere progressive. Man kan måske få associationer til Burst her og der (uden sammenligning i øvrigt) og et andet S.Y.L.-influeret band, Biomechanical, om end ikke så thrashet.

Vokalen er fortrinsvis growlet (og som sådan udmærket leveret af Pierrick Valence, der for øvrigt netop har forladt bandet), men ind imellem dukker der fed, rå "clean" sang op også – sunget af Lawrence Mackrory (ex-Darkane, ex-Andromeda). Jeg kan godt lide, at Mackrorys vokal ikke bliver brugt til poppede melodier, der skal få brutaliteten til at glide lettere ned for nu-metal-fans, men til fraser, der er lige så insisterende og vrede som resten af musikken.

Scarve tæsker derudaf i albummets knap 40 minutter, kun med lejlighedsvise fredelige passager (som f.eks. på "A Few Scraps of Memories"), der dog som regel hurtigt føres hen imod aggressionsudladninger igen. Først på "Rebirth" sættes grundtempoet lidt ned til et mere slæbende groove, men musikken bliver ikke mindre tung af den grund. "The Undercurrent" er, trods enkelte mindre interessante passager gennemarbejdet, fedt spillet og værd at tjekke ud, hvis man holder af de ovennævnte inspirationskilder.

Kommentarer (1)

Jimbolic

Tidligere anmelder

Indlæg: 67

Dejligt album, har savnet

Dejligt album, har savnet noget nyt fra den ende af metallen.. Lidt for poleret i lyden til tider, men ellers er det et meget godt album.