Rockede riffs og gode idéer
Portugisiske Scarificare er på banen med deres tredje album. Her blandes rocket black metal og thrash-inspirerede riffs med melodiske passager og nærmest progressive elementer, alt imens hæse black metal-skrig kombineres med klassisk metaltenorsang og forsøg på højtidelige kor. Bandets rockede, men samtidig ganske rene og moderne tilgang til sortmetallen kan lede tankerne hen på nyere Satyricon – eller det mest strømlinede Immortal tilsat Arcturus’ avantgardistiske leg med melodier og vokaler. Alt i alt burde det lyde spændende, men formår udførelsen at stå mål med ambitionsniveauet?
Selvdestruktiv musikalsk adfærd
”Nej”, er det korte svar på det spørgsmål. Førstehåndsindtrykket af Tilasm er ellers ikke helt ringe: Her leveres brugbare rockede riffs, samspillet i bandet er godt, og Quetzalcoatls hæse vokal sidder lige i skabet. Produktion og lyd er også upåklagelige, dog i den meget rene ende af spektret, og det er muligt, et mere råt og beskidt lydbillede havde klædt musikken bedre. Alle grundelementerne til et godt, varieret og originalt black metal-album er for så vidt til stede, men et eller andet sted undervejs kikser det altså for portugiserne. De fejler nemlig gevaldigt, når det handler om at levere de ellers gode idéer på en måde, der er tiltalende. Åbningsnummeret “Crystal Skull” starter ellers lovende med thrashede riffs, et sortrocket parti at svinge garnet til og et fint melodisk mellemstykke. Men den rene vokal i sidste halvdel af nummeret veksler mellem flad, kedelig og ufrivilligt komisk – medmindre man hedder Kim Bendix Pedersen, er det svært at lyde ond, når man hyler i falset. Desværre er dette nummer symptomatisk for hele pladen, dog med den hage, at kun få af numrene faktisk kan prale af direkte fede riffs. Skæring nummer to “Wandering Soul” klimpres ihjel af et modbydeligt lydende keyboard, og skæring tre “Occult Radiance” lider af både dårlig vokal og dårlige keyboards. Scarificare har et enestående talent for at skrive korarrangementer, der lyder vanvittigt flade og kedelige. De få passager på pladen, der fungerer, er skånet for den rene vokal eller overdrevent tangentbrug og får lov til at fremstå som det, de er: nemlig middelmådig black metal. Det er ikke, fordi Scarificare ikke kan spille på deres instrumenter eller synge rent – det lyder bare ikke ret godt, og selvom man er en habil musiker, kan man altså sagtens skrive ringe musik. Jeg synes også, samtlige riffs på pladen er hørt før, og en god del af dem har vist sit ophav hos Immortal.
Ta’ jer sammen eller skrid
Portugiserne har egentlig haft en spandfuld gode idéer med sig ned i øveren, da de skrev dette album. Desværre er disse idéer ikke strikket ret godt sammen, og vi står tilbage med et resultat, jeg dårligt kan anbefale at kaste penge efter. Som debutalbum eller demo havde jeg måske rost bandet for en vis mængde potentiale, men når man har 12 år, to demoer og nu tre albums på cv’et, skal man altså levere betydeligt bedre end det her, hvis man vil retfærdiggøre sin fremtidige eksistens.