Australien er andet end AC/DC, metalcore og langt væk, de byder også på habil black metal.

Down Vnder

Runespell er lidt af en kuriositet. For det første er australsk black metal ikke ligefrem noget, vi vader i. For det andet er det én gal mands værk og for det tredje – og hold nu fast, er Runespells diskografi så ærkeblack, at det næsten ikke er til at bære. Unhallowed Blood Oath er den første fuldlængde- udgivelse, efter hans demo-debut udkom på kassettebånd(!) tidligere i år. Hvis det ikke er trve kvlt anno 2017, så ved jeg fandme ikke, hvad der er.

Den australske énmandshær

Navnet Runespell antyder, der godt kunne være risiko for en ordentlig omgang tryllemetal med et strejf af power, men manden bag, slet og ret kaldet ”Nightwolf”, har ikke tid til svulstigt orkestreret overdådighed. I stedet har han udgivet en både atmosfærisk, men også helt igennem håndgribelig type black, af den slags, der, af mange fans, kan klassificeres som ”ægte”. Og der bliver spillet på samtlige af de sorte tangenter. Den, for genren, meget lange, men udmærkede åbner ”Oblivion”, byder på en god gang riffsalat, og legetøjstrommerne sidder lige i skabet. Men klassiske kendetegn til trods er en af de helt store overraskelser, den helt urimeligt gode lyd på albummet. Nogle vil måske argumentere for, at det bedste ved black er den (tilsigtede) ringe lyd, men i dette tilfælde ville det virkelig ødelægge oplevelsen af musikken. Jeg kan høre bassen, jeg kan høre melodierne, og i ”All Thrones Perish” kan jeg oven i købet høre de velskrevne harmonier - et nummer, der et glimrende bevis på, at black metallen i allerhøjeste grad har overlevet sig selv.

Faktisk har jeg næsten kun pæne ting at sige om Unhallowed Blood Oath. ”Heaven In Blood” giver mig mere end blot associationer til Mayhem; faktisk er nummeret så lig ”Funeral Fog”, at det er svært at afgøre, om det er en hyldest eller blot et plagiat. For der er lyttet på lektien, hvilket er med til at give det hele et ”autentisk” præg, om man vil. Den sprukne vokal, der undslipper de, i min fantasi, ligeså sprukne læber, passer perfekt ind i et lydbillede, jeg er sikker på, nok skal tilfredsstille de argeste konservative og samtidigt glæde dem, der sætter pris på et varieret og interessant bud på moderne, klassisk black. Det er en fryd at observere, hvordan han ærer sit kunstneriske ophav og samtidigt tilføjer musikken sit eget præg.

Åbenlyst talentfuld

Desværre er der for meget spildtid på albummet, i form af de ellers hver især betagende og akustisk-instrumentale numre ”As Old Gates Unfurl”, der byder på bålknitren og tordenvejr, og ”And Wolves Guide Me Home”, hvor sidstnævnte ligger som en dramatisk rosin i pølseenden. Når det så er sagt, vil jeg gerne fremhæve hans åbenlyse talent for at skrive musik. Stort set alle numrene kunne fungere i enhver anden black sammenhæng, både det overdrevent teatralske, men også det helt skrabede og næsten primitive metal, man fornemmer, er hans udgangspunkt. Det skyldes i allerhøjeste grad hans evne til at skrive melodier og hooks der på én og samme tid er enkle, men komplekse. Så er du til velspillet, interessant og udramatisk metal med kroge i, kan jeg varmt anbefale dig at lytte til Unhallowed.