Ja, man må sgu sige at titlen holder hvad den lover, dette er netop hvad der falder en ind når man tænker på dødsdoom. Men inden du lystigt henter dine gamle Tiamat plader frem, så klap lige hesten og hør efter. Bandets femte udgivelse er nøjagtig den samme stil som de forrige fire, bortset fra at man her og der har flottet sig med guitar arbejdet. Ellers kører den derudaf in den samme rille af Unleashed møder Black Sabbath, der flot keder en uden at bide sit mærke i en. Lydmæssigt er det hele ellers i top med en Andy LaRoque produktion der sparker bagdel, og minder en om de gode gamle halvfemser guder som Entombed og Co. Men desværre er 80 procent af sangene så monotone og langtrukne, at det kræver sin mand at lytte pladen igennem uden at springe over i sangene. Især pladens outro giver grå hår på pølsen med dens ene riff som bliver ved med at køre i over 5 minutter, nej tak du. Det er lidt ærgerligt da man ved at bandets leder, Nicklas Rudolphson er en habil musiker og har leveret et par ganske fede skiver med hans andre bands Sacramentum og Deathwitch. Havde manden bare fået sangene til at virke mere flydende, havde jeg ikke været bleg for at give et 7 tal, men det her må nøjes med en flad femmer!