Gennem de seneste ni år har Ryan Roxie (ex. Gilby Glarke, Dad’s Porno Mag m.fl.) været en fast bestanddel af Alice Cooper’s håndplukkede musikere, og hvor mange kan ligefrem prale med det!?, - udover trommeslageren Eric Singer, der har væltet frem og tilbage mellem Kiss og Cooper de sidste femten år. Tilmed har Roxie bidraget med sit kompositoriske talent på de to seneste Cooper skiver, "The Eyes Of Alice Cooper" (fra 2003) og den nyligt udsendte "Dirty Diamonds". Netop disse to skiver byder primært på upoleret hardrock, og herpå følger den tradition trop, idet at "Peace, Love & Armageddon" er en vaskeægte rock basker efter den lidt ældre opskrift. Her er nemlig ingen smarte finurligheder og kliniske klangflader, men blot tale om rock med masser af melodi og ét til tider ganske godt hug i spaden – bare tjek "My Girlfriend" og "Control Freak". Normalt fortrækker jeg mit hegn med lidt mere smadder i, men når jeg er i rock mood, er denne skive sgu ganske hæderlig. Det her virker både ærligt og energisk, hvilket gør at jeg sagtens kan se gennem fingre med, at Roxie ej er nogen stor sanger. Med den rette energi kommer man sgu langt, og i dette tilfælde kommer den ud af højttalerne takket være en produktion der krydrer de akustiske tiltag med en god portion charme. Det her fornyer sgu ikke, men den løsslupne energi kompenserer i tilstrækkelig grad, selvom der dog er et stykke vej op til Cooper’s særegne humor og legendariske islæt. Men nu skal et album jo også vurderes på egne præmisser, og i den henseende er den drengede uhøjtidelige vildskab herpå, noget der bestemt burde tiltale et rock publikum med hang til gamle dyder, lettere rebelskhed og lyst til den gode melodi.