Ikke til at overse
Er du bare en lille smule orienteret om, hvad der sker på den danske metalscene, kan du ikke undgå at have stiftet bekendtskab med københavnske ROT AWAY. Bandet blev dannet for bare et par år siden, men allerede nu har det imponerende mange koncerter i bagagen, en flot ep fra 2019 og i det hele taget en del hype. I oktober sidste år skrev kvartetten endvidere kontrakt med det nystartede pladeselskab Last Mile Records, og dét blev hypen jo ikke ligefrem mindre af. Efter et par singleudgivelser og en del promovering er bandet nu klar med debutalbummet Nothing is Good – en spændende sag med ti numre fordelt over bare 24 minutter.
En næve i fjæset
Bandet består af erfarne kræfter fra blandt andet Scarred by Beauty, Northern Blues, EVRA og Hexis – og der er da heller ikke voldsomt langt fra disse bands til ROT AWAYs udtryk: De fire herrer spiller potent hardcore uden så meget pis og ofte med en undertone af noget blackened. Tænk i retning af ovenstående bands samt amerikanske Trap Them og walisiske Brutality Will Prevail. Læg dertil en fed produktion, der giver ROT AWAY varme og tyngde i lyden, dynamik i mikset og plads til både saftige guitarer, en rallende bas og en afrundet, vred vokal. Trommerne er ligeledes varme og levende, og de skaber et solidt fundament for det øvrige bands udskejelser.
Singleudspillet ”Bad Way” lægger ikke fingre imellem: Rytmen er pumpende, frontmand Jonathan galper sine frustrationer ud, og efter ét minut og sytten sekunder er det hele ovre. Ingen tid spildt. ”Hang Low” er en smule langsommere og imponerer med groovy guitarspil, ”No Apology” viser bandets punkede side, og ”Atlas Fracture” har riffet i fokus – det er umuligt at sidde stille. ”Timebider” leger med dissonans i guitarriffet og giver dejlig god plads til bassen, og selvom den dansksprogede ”Prøv igen” måske ikke er blandt de allerstærkeste numre på pladen, viser den interessante idéer.
Mest interessant er dog syvende skæring, ”Graves”. Nummeret skiller sig ret tydeligt ud fra de resterende, mere klassisk hardcore-lydende numre og viser en musikalsk retning, som ROT AWAY sagtens kan forfølge endnu mere. Det er atmosfærisk, nærmest post-metallisk og ekstremt stemningsfuldt. Der er frustration og melankoli i Jonathans stemme, instrumenterne spilles langsommere end ellers, og nummeret strækker sig over næsten fem minutter – en markant kontrast til pladens korteste, der varer bare 42 sekunder.
Nothing is Good? Jo, for fanden!
Det er altid farligt at give sig i kast med noget, der har en smule buzz: Lever det op til forventningerne, eller ender det med at skuffe fælt? I tilfældet ROT AWAY er der dog intet at være i tvivl om: Nothing is Good er en flot debut, der demonstrerer bandets evner og viser, at dansk hardcore ikke er sådan at bide skeer med. Kvartetten spiller hårdt og råt, håndværket er i orden, og langt de fleste numre er bidende potente. Personligt håber jeg, at fremtiden byder på flere eksperimenter a la ”Graves” – og hvis ikke, er det også helt ok; ROT AWAY er under alle omstændigheder en stor gevinst for den danske hardcorescene.
