Ross og Joeys musikalske udfoldelser
Metalmusikkens selvudnævnte konger, Manowar, har altid været garant for prangende hymner om storslåede helte og episke krige, men kigger man sine gamle bookleter igennem, bliver det tydeligt, at det er bassisten Joey Demaio, der har stået for langt det meste af Manowars sangskrivning. Kan Ross ”The Boss” Friedman, den mest beskedne af de oprindelige fire ”Metal Kings”, levere ligeså godt materiale uden at have Joey Demaio og de andre Manowarriors ved sin side?
Metalkongen er ikke helt klar til pension endnu
Ross klarer faktisk det hele rimelig godt, og han har formået at samle et super line-up, der disker op med nogle pænt fede sange. Med sig har han en et bæst af en bassist, Mike Lepond fra Symphony X, der desværre holder sig mest i baggrunden og ikke kommer lige så meget til sin ret, som han gør i Symphony X. På nummeret ”Waking the Moon” får han dog lejlighed til at give en lille smagsprøve på, hvad han er i stand til, hvilket er temmelig tiltrængt, når man er kommet så langt på pladen. Mest bemærkelsesværdig er dog sangeren Marc Lopes, der klarer sig rigtig godt på Born of Fire. Han lyder på ingen måde som en Eric Adams klon, selvom der da er ligheder mellem Lopes og Manowar-frontmanden. De kan nemlig begge to virkelig skrige igennem og ramme skrækindjagende høje toner med så megen kraft på, at man skulle tro, det var løgn. Men bortset fra de mange utrolige high pitch-skrig, er Lopes en sanger med en noget anderledes klang, og han kommer endda med et par dybe growls på nummeret ”Shotgun Evolution”.
Med hensyn til selve sangene, er der bestemt også nogle paralleller til Manowar, men Ross The Boss bandet er dog anderledes på et par punkter. Numrene er ikke i nærheden af at være lige så episke, pompøse eller selvhøjtidelige, som Manowars materiale ofte går hen og bliver, men er lidt mere nede på jorden. Det er altså ikke power metal, men derimod old school heavy metal der her er snak om. Åbningsnummeret ”Glory to the Slain”, skiller sig dog lidt ud ved at have en nærmest thrash eller speed metal-agtig feeling, og det fungerer sgu ret godt!
Et ret godt produkt fra Ross og resten af vennerne
Jeg havde egentlig regnet med at være vidne til et band, der forsøgte at genskabe magien fra de tidlige Manowaralbums. Men selvom Bossens band ikke er synderligt originale, virker det heller ikke til, at gutterne blot forsøger at kopiere den gode gamle Manowar formel. Bandet her lyder som nogle musikere, der hygger sig med at skrive og spille metal fra den gamle skole, og det er de kommet ret godt i mål med. Der er fart og en vældig energi i mange af numrene, og det er en kærkommen overraskelse, så jeg synes godt Ross og hans venner kan fortsætte med den stil, som de her har gang i.
