Vnder den blege måne
Da Under Pale Moon landede på mit skrivebord, var min umiddelbare tanke, at alt ved bandet er mega-trve. Gnidrede fotokopier af corpse paint-bærende metallere? Tjek. MS Paint-gengivelse af Storms Nordavind-cover? Tjek. Et logo bestående af en bunke pinde? Tjek. Selvom man ikke skal antage indhold på baggrund af omslag, er det alligevel en bog, der har plottet printet på forsiden,med ulæselig skrift. Men vær forberedt på et band, der trækker den for langt ud for mange gange og ikke opvejer det med en tilpas mængde indhold.
Hørt før
Første nummer, titelnummeret, åbner med et keyboard, der minder om Dimmu Borgirs Godless Savage Garden. Det dominerer lydsiden på hele pladen og bliver i længden en kende enerverende. Riffs, trommer og vokal er alt sammen typisk black metal, hvilket såmænd er fint nok, men det er langt fra nyskabende. Efter godt og vel seks minutters fræs og skrig klipper vi, ganske uelegant, over til en lang keyboardsekvens, der bedst kan beskrives som skærsildens svar på elevatormusik. En repetitiv klaverskala gentaget ad nauseam over noget kosmisk plingeling er verdens længste og mest ligegyldige outro. Den klassiske "nu-skærer-vi-langsomt-et-element-ud-af-gange- for-dramatisk-effekt" gør det bare ENDNU mere langtrukkent, og for enden venter der 15 sekunders overflødig stilhed, før næste nummer lige så langsomt går i gang.
”Sorrow Under Starry Night” kan dog bryste sig af væsentlig mere dynamik i trommerne og en tilfredsstillende melodisk riffing. Der er smækket så meget rumklang på vokalen, at det lyder, som om den er indtelefoneret, men bassen er til gengæld rykket frem i lydbilledet, selvom den virker påklistret et allerede færdigt nummer og egentlig ikke tjener noget formål. Omtrent halvvejs inde i nummeret bliver bremserne klodset, og et par simple akkorder indleder en downtempo-sekvens, der er mere spiselig end deres standardindstilling, som egentlig bare er "fræs med fræs på".
”In Nocturnal Agony” er pladens korteste nummer på lige knap fire minutter. Som ved de forrige numre åbner dette her med et fade in-keyboard, men det er, ironisk nok, egentlig det mest mindeværdige ved hele tracket. Det kræver aktiv lytning, for sandt at sige er det ikke så interessant, at det kommer af sig selv. De har drysset fartbump udover musikken for effektens skyld, men det virker mere hæmmende end fordrende for sangprogressionen. Det sidste minuts tid er egentlig bare tordenvejr, og de kunne faktisk godt have sparet hele nummeret væk, for det er, groft sagt, musikkens svar på at vente på bussen.
Sidste nummer, ”Through Forest and Fog”, varer næsten 20 minutter. Det starter med noget ganske velkomponeret atmosfærisk black, hvor vokalen er gledet lidt i baggrunden og giver plads til, at man som lytter kan koncentrere sig om musikken. Beklageligvis er det simpelthen ikke interessant nok til at retfærdiggøre så langt et nummer, uanset hvor mange akter det er delt op i. Nummeret kunne med fordel have været skåret over omkring halvvejs, da gruppen sadler om, og den atmosfæriske stemning vender tilbage og afløser hjernedød trommen.
Njaaah, jooo, okay...
Jeg er virkelig på vippen med det her band. På den ene side værdsætter jeg æstetikken og den åbenlyse kærlighed til black metallens anden bølge. Der er et gennemgående tema af tidlig Dimmu Borgir, men pladen lider under pletvist musikalsk dødvande. Ringarë fungerer godt i de perioder, hvor de fokuserer på det atmosfæriske og melodiske, men på den anden side har ingen fortalt dem, at ”less is more” – og det er ikke, fordi jeg keder mig med lange numre, jeg er trods alt ret glad for Godspeed You! Black Emperor. Til gengæld har de inkorporeret noget af den moderne black, der trækker på temposkift og eksperimenteren med den ellers harske lyd, der kendetegner den genre, de bekender sig til. Dette redder dem fra en karakter, der kan tælles på én hånd, og mildner min dom over amerikansk norsk black metal.
