Redwolves lover klassisk heavy rock
Redwolves er en kvartet fra København og er efterhånden ved at være godt sammenspillet.
Tidligere hed kvartetten Awesome Mr. Powerwolf, men da Nuclear Blast synes, at dette navn var lige tæt nok på det tyske band Powerwolf, ja så kom navnet Redwolves ind i billedet i stedet for.
Redwolves lover os tunge rockende sange på deres ep kaldet "Walking Roads". Og De er ikke bange for at udstede en garanti for, at sangene på ”Walking Roads” er sange, som skal blæse os alle lodret bagud og smadre både krop og hjerne. Holder de så, hvad de lover? For det er jo noget af en udmelding.
Hvad byder Redwolves os på?
Det er tydeligt at høre allerede fra start, at Redwolves meget gerne vil spille heavy rock, og man kan hurtigt ane inspiration fra bl.a. Deep Purple og Thin Lizzy på de fire sange, som er på ep'en. Vi snakker klassisk rock her.
Ved gennemlytning af de fire sange kan man høre, at Redwolves mener noget, og de vil frem. Selvom man kan ane 70’er inspirationen, så prøver de alligevel at sætte deres eget præg på musikken. Dette høres bl.a. på den måde musikken skifter på i tempo og den meget specielle vokal, og den måde den kommer til udtryk.
Musikken er rigtig fint produceret, lyden er god og alle instrumenter går klart igennem. Det lyder godt og i forhold til, hvad jeg ellers tidligere har hørt på forskellige ep’er, så er det et profarbejde, vi snakker om her.
Endeligt ville jeg meget gerne gå ind og fremhæve hver enkelt sang her, men her kommer Redwolves’ nok største problem ind i billedet, for deres musik bliver desværre alt for hurtig baggrundsstøj, og det hele flyder sammen i ét stort mix.
Kun nummeret ”Farewell” lyder lidt anderledes i retning af en ballade, da den afvikles i et stille og roligt tempo, hvorimod de øvrige tre numre rocker, som Redwolves nu gerne vil.
Men jeg sidder alligevel her og ærgrer mig for med de udmeldinger, Redwolves kommer med, så rammer de bunden med et brag. Teksterne og fremføringen af disse lyder, som noget vi allerede har hørt før, og desværre går der ikke mere end et par gennemlytninger, så begynder musikken at kede mig.
En anden ting, som jeg synes er problemet for Redwolves, er Rasmus Cundell's vokalarbejde.
De fortæller selv at: "I Cundell's tilfælde formuleres med lyrisk vægt fra et skarpt, personligt perspektiv, der adskiller ham fra de gængse udvandede kliche'er, som den tungere rock normalt byder ind med".
Jeg tror nu mere på, at enten kan man lide Rasmus’s vokalarbejde, eller også kan man ikke. Vokalen er virkelig speciel og minder ikke om noget, jeg har hørt før, hvilket nok er det, som Redwolves vil opnå, men for mig fungerer det bare ikke.
Hvad så nu?
Desværre må jeg nok sige, at Redwolves med denne ep ikke har lavet noget, som får mig op i den syvende himmel.
Der er intet nyt her og numrene bliver hurtigt meget kedelige og glider i baggrunden. Lysten til at gå og rocke med eller skråle med den er der simpelthen ikke, og den har end ikke været tæt på at være der.
Redwolves har helt sikkert en ide med deres musik og vil også gerne prøve at lave deres eget udtryk, men der ligger virkeligt meget arbejde i øvelokalet og venter på dem. Den scene, som de vil ind på, rummer mange andre gode bands i forvejen, så det kræver virkeligt, at man disker op med noget helt specielt. Det gør Redwolves ikke, og denne ep er hvert fald en ommer.
