Bedste debutalbum til dato Det startede med to venner, Teemu Liekkala og Tony Kaikkonen optog nogle sange sammen i 2009. En dag blev de sange så spiller for nogle af deres venner, og de tænkte med det samme, at det skulle være et rigtigt band. Det blev det så. Det blev til Red Eleven. Med det sidste bandmedlem fundet gik de i gang med deres debutalbum, og det er her så nu. Jeg må sige med det samme, jeg er meget imponeret. Albummet lægger meget brat ud i "Adrenaline", som giver et progressivt, men tempofyldt indtryk af bandet. Omkvædet er dog meget atmosfærisk, og her skifter den lidt hæse vokal også til noget lidt klarere. Første riff kommer lige efter første omkvæd, og der er meget positivt. Det blandes med noget sang, og det hele virker generelt godt. Man bliver revet med, både i fart og atmosfærisk, som få formår det. På nummeret efter lægger bassen ud med et afslappet riff, og man får generelt et mere afslappet indtryk af nummeret. Det hedder "The Nest", og er et af de mest atmosfæriske numre på albummet, dog uden at det bliver kedeligt. Vokalen er mest af alt ren, undtagen på omkvædene. Her tager guitaren også over for bassen. Nummeret efter, "Proud To Be Proud" er det nummer der blander den catchy del (som ses på "Stuck On This Feeling Of Feeling Nothing") og den atmosfæriske del (som ses op "The Nest") bedst. Det har nogle groovy vers, med en god præsentation fra bassen, mens passagerne lige inden omkvædene er ret så atmosfæriske, og omkvædenes fede guitarriffs fuldender hele nummeret, som er et af albummets bedste. Og sådan fortsætter det. Fantastisk spillede numre, både med gang i, på "Stuck On This Feeling Of Feeling Nothing", og det mere atmosfæriske som "Streets Of Forgotten". Der er også mellemtingene, som "W.M.F.F". Red Eleven kommer kort sagt hele palletten rundt, og på en måde det ikke er set før. Alle numrene er så unikt sammensat og med sådan en variation at man næsten ikke forstår det. Vokalen har næsten tre forskellige former, som bruges gennem albummet, og helt fantastisk. Bassen kan høres, og gør et rigtig godt stykke arbejde. Trommer og keyboard ligger en fantastisk bund for det hele. "Floating" skiller sig dog betydeligt ud. Her er de oprindelige intrumenter skiftet ud med klarver, maracas, en smule elguitar og bongotrommer. Det virker dog stadig helt fantastisk. Det er et af de atmosfæriske numre, med fede riffs, og igen en velfungerende vokal. Albummet slutter af på nummeret "Allies", som har en akustisk intro. Hele sangen er generelt stille, men også voldsomt atmosfærisk. Det bliver dog lidt mere voldsomt da der kommer guitar på. Atmosfæren forbliver dog den samme. "Allies" synes jeg fungerer godt som en opsummering, og runder albummet rigtig godt af. Red Eleven har skabt et af de mest unikke debutalbums jeg har set. De sætter det hele sammen på en unik og fantastisk måde, så man aldrig kommer til at kede sig, samtidig med at det er specielt og atmosfærisk. Jeg ser allerede meget frem til deres næste album, og vil anbefale Idiot Factory på det allerkraftigste. Trackliste 1. Adrenaline 2. The Nest 3. Proud To Be Proud 4. W.M.F.F. 5. Stuck On This Feeling Of Feeling Nothing 6. Floating 7. Streets Of Forgotten 8. Overladed 9. Like A River It Flows 10. Idiot Factory 11. Allies Stuck On This Feeling Of Feeling Nothing er et af albummets bedste numre efter min mening.