Ny tobak i gamle piber
Da Rebellion i 2001 udsprang fra Grave Digger, var de for undertegnede interessante af én grund: guitarist Uwe Lulis’ øre for svingende, teutoniske power-riffs. Rebellions første plade, Shakespeare's Macbeth - A Tragedy in Steel, var en blanding af Lulis' evner, og en generelt set veludført metalopera på Shakespeares kendte stykke. Men da Uwe Lulis med det meste af bandet i 2010 sprang fra en synkende skude, der efter første album viste kreativ lavkonjunktur, røg min sidste interesse for bandet. Nu sidder jeg så med tredje album siden 2010, A Tragedy in Steel part II - Shakespeare's King Lear, og som navnet antyder, vendes der tilbage til Shakespeares omfattende katalog. Jeg er dog bange for, at det er et desperat forsøg på at genskabe noget, der engang var, uden at være kreativt inspireret til det. De to foregående albums har i hvert fald ikke opfordret til optimisme.
Tilbage til rødderne
Tysk power metal har ikke en rig tradition for succes, når det kommer til opfølgning på noget klassisk. Således faldt giganter som Helloween og Gamma Ray fladt, når de søgte tilbage til respektivt Keeper of the Seven Keys og Land of the Free. Rebellions gensyn med Shakespeare og Tragedy in Steel navnet tilhører desværre samme kategori af fejlede forsøg, og det skriger generelt set af en påtaget tilbagevenden til bandets rødder.
Udover den åbenlyse, tematiske genganger, minder produktionen om lyden i de tidlige 80'ere. Tænk tidlig Accept - som Uwe Lulis nu er medlem af, og du har en idé om, hvordan trommerne og vokalen er centreret i lydbilledet, for at give samme oplevelse på plade som i live opsætning, hvor guitaren er hensat til siderne. Desværre fungerer det ikke for Rebellion, og guitaren forsvinder til tider, i hvad der fremstår som en rodet lyd. Riffet bør efter min mening være omdrejningspunktet i den form for tysk power for at være effektivt, og det er da også tilfældet på "Dowerless Daughter", hvorimod et ellers fornuftigt riff bliver en perifer del på "Storm and Tempest". Som for at føje spot til skaden bliver vi på kompositionen mindet om, at bandet også her søger tilbage til rødderne – barndomsrødderne, vel at mærke. For størstedelen af sangene virker som kedelige kopier, af hvad større og bedre bands gjorde for 30 år siden. Der serveres generisk og udynamisk sangskrivning, der efter eget udsagn skulle fange den dystre stemning af Shakespeares lyrik, men som med få undtagelser ikke skaber den rette stemning af en mørk metalopera, som ellers var ambitionen.
Rustent stål
Albummet bærer præg af at være kreativt idéforladt, og der bliver i stedet overkompenseret på koncept og lyd, uden at lykkes med nogen af delene. Det skulle være storladent og en retur til storhed, men Rebellion, trods gode intentioner, ender med et produkt, der ikke lever op til de selvopstillede forventninger. Det betyder, at vi sidder med et album, der bedst kan kategoriseres som kedeligt og uinspireret, til et punkt hvor man næsten får medlidenhed med dem. Jeg kan ikke anbefale albummet, for noget af det Rebellion forsøger at frembringe, og tildeler derfor 3 stjerner.
