Næste etape af tour de smadder

Glæden var stor, da jeg fandt ud af, at Reaper snart var på gaden med deres næste album. Deres demo, Ravenous Storm of Piss, og debutalbummet Unholy Nordic Noise gik rent hjem hos undertegnede, så forventningerne til deres næste udbrud har været ret store. Bandet, som består af Duca the Impaler på trommer, bas samt vokal og Ityphallic Flaggelator på guitar og vokal, spiller rå og medrivende blackened speed metal af den primitive skuffe og appellerer til de fleste fans af gammel Bathory og deslige. Der findes ikke ret meget generel info om Reaper, hvilket er med til at opretholde en vis mystik om bandet og samtidig tvinger én til at fokusere på det væsentligste, som jo er musikken. Så lad os gøre det og gå i krig med The Atonality of Flesh.

Unholy Nordic Noise part 2

Lad mig med det samme slå fast, at hvis man kunne lide deres første album, så kan man roligt købe den nye skive. Vi træder direkte ind i en fortsættelse af debuten, hvilket efterkommer de forventninger, man havde, men så heller ikke giver ret meget mere end det. Der er nemlig ikke den vilde udvikling at spore, men hvorfor skal man også altid med djævlens vold og magt være innovativ i sin sangskrivning fra album til album, hvis den køreplan, man holder sig til, virker? For det gør den i og for sig. Kort opsummeret smeder de to svenskere brandvarm blackened speed metal sammen over essen, hvorefter de hamrer massen massivt sammen på ambolten, så man får en yderst komprimeret kugle uden alt det overflødige. Det er helt ind til benet det her, og det fungerer perfekt til den stil, Reaper har valgt at spille. Masser af energisk punk-feeling fra den ekstreme ende af genren og mørke simple riffs forenet med lidt melodi, rå black metal-vokal med en god mængde rumklang samt en herlig smadret produktion. De langer et par gange lidt stemningsfacetter ud rundtomkring, som man f.eks. kan høre i introen med et lettere Slayer-inspireret riff og spoken words, på den instrumentale ”Nightgaunts”, som er et lille intermezzo med en bassolo på omkring ét minut, og i outroen, hvor der ligeså er lidt Slayer-lyd og spoken words.

Derudover er det for det meste bare fremad på motorvejen med hornet i bund og de blå blink i bakspejlet. Når man kan lide fart og smæk for skillingen, så er det altså rigtig lækkert det her. Der, hvor man godt kan rende panden mod muren en gang imellem er, når monotonien rammer én, for det gør den undervejs, eftersom de fleste sange er skåret over den samme kam. Dette bevirker, at man desværre nemt kan komme til at overse (læs: overhøre) nogle af sangene, hvilket er synd. Men heldigvis har Reaper skubbet lidt pusterum ind på albummet, f.eks. via den lidt tungere ”Rise Epimetheus” og den mere melodiske instrumentale ”Saturn Devours”, hvilket giver en anelse adspredelse, skønt det dog ikke helt er nok til at skabe følelsen af ekstra variation.

En vellykket toer

Alt i alt har duoen fået fulgt smukt op på sin forrygende debut. Der er som nævnt stort set ingen musikalsk udvikling, men de holder standarden og flyver let og elegant hen ad samme rille som på den første plade. Det kan man så mene, hvad man vil om. Mine forventninger er blevet indfriet, men jeg savner lidt den eksplosion i øret, som jeg fik første gang hos Unholy Nordic Noise. Jeg tænker, det netop ligger i, at hvor fin en opfølger The Atonality of Flesh end er, så mangler man overraskelsesmomentet, hvilket gør, den ikke fremstår lige så stærk som sin forgænger. Der kunne en lille smule udvikling måske netop have gjort en forskel. Ikke desto mindre har vi stadig at gøre med en meget vellykket toer med masser af slagkraft og muligheder for at bange hjernen i stykker. ”The Sweetness of the Wound”, ”Raid the Heavens”, ”Dogs of the Crumbled Firmament”, ”Piss, Bile, and Violence”, ”Architecture of the Flame” og ”Saturn Devours” er gode eksempler på fængende udbrud udi kunsten at skrive primitiv blackened speed metal med masser af inspiration fra den ekstreme punkgenre.