Magi og marchtakt fra det mørke Finland
Ah Finland, landet der har givet os så meget, alt lige fra hjemmebrændt til sauna-selvmord og naturligvis masser af metalbands. Vi ved præcis, hvad vi kan forvente af finsk metal: Eventyr, myter, druk og instrumental brillans, som man normalt kun ser hos kinesiske børn uden fritid og personlighed, men med sygeligt ambitiøse forældre. Ravenia beskriver sig selv som: ”epic filmscore metal”, så vi skal tænke, at de befinder sig i grænselandet mellem Hans Zimmer, Howard Shore, Nightwish og Epica. ”Beyond the Walls of Death” er deres første reelle plade og deres tekniske niveau er højt og meget velpoleret af en debut skive at være og hele vejen igennem er pladen vel produceret og professionel, så hatten af for det!
I used to be in a Finnish metal band, but then I took an arrow to the knee….
Når man sidder og hører Ravenia igennem, er det svært ikke at få hovedet fyldt med episke billeder af storslåede landskaber, drager der flyver igennem luften og dystre troldmænd med storhedsvanvid. Musikken er, med andre ord, ekstremt stemningsskabende og er et perfekt soundtrack til alle fantasy franchises siden 1977, men deri ligger det store problem også: Det er baggrundsmusik, ikke forgrundsmusik, du bemærker kun, at det er der, når det stopper, der er ikke nok kød på det til, at det er i stand til at blive et fokusobjekt, det er noget, du sætter på, når du skal UDFØRE noget episk, ikke når du skal HØRE noget episk. Derudover er mange af numrene på Beyond the Walls of Death ret så ens, hvilket også gør, at det nemt bare kører ud i en lang stribe - og så er vokalen for vag og engleagtig til, at man rigtigt bliver fanget i lyrikken og teksten, hvilket også er med til at cementere musikken som baggrundsmusik. Det eneste der egentligt er med til at sætte lidt tempo og gang i Ravenia er trommerne, der til tider brager derudaf med 220 i timen på dobbeltpedalerne, men desværre virker dette helt vildt upassende, når resten er så symfonisk og storslået, du ville jo heller ikke sætte Dave Lombardo til at fortolke Vivaldi vel?
Less dragons, more force!
Det er svært at finde ud af helt præcist, hvad Ravenia vil. Vil de være et tekniskvidunder, der kan sætte gang i en hvilken som helst Dungeons & Dragons-aften, eller vil de faktisk være et band, der sprænger hjerner og smelter ansigter? Men der er heldigvis plads til udvikling, da det musikalske talent helt klart er der, men man savner et eller andet, der stiller sig op i forgrunden og bare giver den max gas - om det er en guitar, vokalisten, en violin eller en kazoo – bare et eller andet!
