Horrormetal fra vampyrland

Putred kommer fra Rumænien. Nærmere bestemt Transsylvanien. Et ikonisk område, hvis man er glad for gys. Det er nemlig her, Dracula og Nosferatu-historierne har sin begyndelse, da vampyrgreven bor på et slot i riget. Og man skal da også være glad for gys, hvis man skal lytte til Putreds nye album, for den står på en gang topuhyggelig rumænsk vokal, der growler om det okkulte, døden og livet hinsides. Men selvom bandet kommer fra vampyrland, så er der ikke rigtig noget bid i deres nye album.

Et blodsug i mellemgulvet

Albummets titel er rumænsk og betyder ’kampesten af råddenskab’. Og sådan føles musikken også. Det er nemlig hårdt, tungt og ubehageligt. Her veksles der konstant mellem skarpe rytmer og sløve rundgange, der rammer lige i mellemgulvet. Og hvis man vipper hovedet i takt til musikken, så er der stor sandsynlighed for, at man brækker nakken. Desuden bliver der growlet i de helt dybe oktaver. Vokalen kommer helt nede fra mavesuppen, og man får nærmest kvalme af at høre på de overnaturlige ræb, som forsangeren Filip slipper ud. Men så er stemningen ligesom sat, for Putred er ikke kommet for at sprede liv og glæde. Nej, de er kommet for præcis det modsatte.

Vinden blæser, et uvæsen raser i det fjerne, et mærkværdigt dyr jamrer højt, og det syder og bobler fælt … Sådan indledes ”Necromantie”, før nummeret slår over i en gang tonsetung død, hvor sangtitlen nærmest bliver messet, kun afbrudt af en gulvtam, der lægger en hård bund, for til sidst at give plads til en guitar, der vrider sig i smerte. Det er præcis her, Putred peaker! Det gør de også på ”Inscriptii Antice”, der lyder som vampyren Grev Orlok i spidsen for sit eget band. Det er et både farligt og fascinerede nummer med en fremtrædende bas, der leger let med tonerne og giver næring til tungmetallen. 

Flere gange undervejs på albummet gør Putred også brug af den vokale effekt, hvor de lader den dybe growl få en overstemme, der er skinger og hæs, så det lyder som to monstre i en klam duet. Denne effekt er meget stemningsskabende på et album, der dyrker horror, med alt hvad det indebærer af rådne lig, enøjede kranier og levende døde. Det er en virkelig cool og veludført effekt, der kommer til sin fulde ret på titelnummeret og ”Aura Macabra”.

Men ellers er det så som så med variationen på dette album, og udtrykket ender med at dræbe indtrykket. Hvis man vil løfte denne kampesten af en genre til interessante højder, så skal der altså være mere, der stikker ud og rammer ørerne. Det kræver, at det er mindre tomt enslydende, og at der er lidt flere charmerende brud med formen, stilen og materialet. Det sker ikke rigtig med Putred, og det bliver døden for Megalit al Putrefactiei!

Uden bid

Gassen går af gyset, og albummet ligger så stille, at det går i forrådnelse ligesom de lig, der pryder meget af Putreds visuelle design. Og da bandet endelig vågner lidt fra de døde, så er det for at sætte hugtænderne i et cover af Autopsys ”Critical Madness” fra 1989 … Men det forsøg opleves uendeligt ligegyldigt, det tilfører intet nyt, og det hele ender tandløst.