Jeg har siden jeg hørte om dette projekt, været spændt til bristepunktet, om hvordan Nirvana tøndebasker Dave Grohl (Foo Fighters), ville takle at skulle arbejde sammen med nogle af metallens største navne. Ville det blive et eller andet forsøg på at latterliggøre metal scenen, eller ville det være sangernes status værdigt? Efter at have hørt skiven igennem, kan jeg kun bøje mit hoved i skam og sige undskyld Dave, dette er blevet ud over mine vildeste forventninger. Begyndende med den atmosfæriske opbygning til det første nummer, "Centuries Of Sin", der derefter brager løs i bedste Thrash stil, får vi en Cronos (Venom) i topform. Nummeret er en ægte headbanger der kan få enhver op af stolen og brøle med. Det efterfølgende, "Red War", er en blanding af Sepultura og det hårdeste Soulfly, med den bedste Max Cavalera levering siden "Chaos A.D." i 1993. "Shake Your Blood" med Lemmy på bas og vokal er derimod en ren racet Motörhead sang, der ikke vil skuffe nogen af den infernalske trios fans. Følgende disse tre super numre går vi derefter over i de to eneste rigtige skuffelser for mig, først er der Mike Dean (C.O.C) i "Access Babylon", med dens hardcore anno '85 og D.R.I's Kurt Brecht som synger på "Silent Spring", der lyder en del som det ældre materiale fra hans band, hvilket vil sige knap så hurtigt og mere groove orienteret. Lee Dorrians præstation er derimod gylden honning for mine ørebøffer, "Ice Cold Man" er en Doomperle der ville have gjort sig prægtigt på plader som "Forest of Equilibrium" og "The Ethereal Mirror" med dens dragende tempo og hjemsøgende melodier. Endnu et Doom nummer gives i form af Wino (Saint Vitus, The Obsessed) med "The Emerald Law", der er mere psykedelisk og indeholder en fed syret guitar solo af Wino selv. "Big Sky" er derimod en hård nød at knække, men nu har Tom G. Warrior (Celtic Frost) heller ikke stået for traditionelle sange. I den samme kategori kan man roligt sætte "Dictorsaurus" med Snake (Voivod), selvom sangen i sig selv er ret så catchy, men stadig dejlig progressiv Thrash som man er vant til fra ham. Eric Wagner (Trouble) er igen en Doomet lille sag der især kendetegner sig ved Eric's dejligt klagende vokal, og man mindes fede plader som "Run To The Light" og "Psalm 9". Til sidst bydes vi endelig på hans kongelige højhed, King Diamond’s bittersøde lille vuggevise "Sweet Dreams", som er en af hans bedste præstationer i lang tid. Hvis man ikke får gåsehud over det hele af hans dæmoniske sang, er man enten død eller døv. Man må virkelig tage hatten af for Dave Grohls evner for at skabe sange der passer perfekt til de forskellige sangeres stemmer, noget jeg er sikker på at man ikke bare sådan gør uden lige. Så hvis du bare er til én af sangerne på denne skive, vil jeg råde dig til at få fat i "Probot" med det samme.