Computerpigen er vred
Poppy er kommet langt fra sin oprindelse som et androidelignende YouTube-fænomen, der skulle minde om en menneskelig computer og skabte urovækkende, men relativt harmløs dream pop. Siden bruddet med produceren Titanic Sinclair er hendes musik blevet gradvist hårdere, men har bevaret en blød kerne. Udviklingen blev allerede tydelig på albummet Am I A Girl? fra 2018, og i 2020 slog hun for alvor igennem, da hun som den første kvindelige soloartist blev nomineret til en Grammy for bedste metal-performance med nummeret “Bloodmoney”. Poppy deler vandene, for hvilken genre tilhører hun egentlig? Hun er blevet for hård for popfans, men for poppet for metalfolket. Der er et oprør i hendes insisteren på at bevare sin personas feminine udtryk, samtidig med at hun arbejder med sværvægtere i metalverdenen som Bad Omens og Knocked Loose. Negative Spaces er et klart udtryk for den nyere bølge af yngre bands som Zand og Banshee, der bryder med genrekonventionerne, ligesom nu-metallen gjorde det i 90’erne. Ligesom dengang resulterer det i en del modstand, og et album som dette kræver mod at producere. Spørgsmålet er, om det er nyskabende nok, eller om Poppy efterhånden er faldet tilbage i velkendte musikalske travbaner.
Genreforvirring med potentiale
Der bliver god mulighed for circle pits og two-step, hvis Poppy tager sange som “have you had enough” og “the center’s falling out” med, når hun gæster Copenhell til næste sommer. Der er klare elementer af klassisk hardcore med veludførte bleghs og metalcoreguitar, og man kan tydeligt høre inspirationen fra Knocked Loose. Poppy er bedst, når hun er vred, og hendes overgange mellem dybtfølte skrig og rene dream pop-vokal skaber en effektfuld kontrast. Gennem albummet viser hun gang på gang sin evne til at skabe veludførte breakdowns, som dog ofte er for kortvarige. Efter tredje sang mister hun tempo, og der bliver længere og længere mellem de hårdtslående hits. Albummets anden halvdel minder mest om emo-rock fra 10’erne, og selvom sange som “push go” og "crystallized" er radiovenlige ørehængere, så mangler de den dybtfølte desperation og kant, som albummet lagde ud med. Poppy kommer mest af alt til at minde om en udtjent Avril Lavigne med lidt Evanescence-elementer. Genrehoppene mellem elektropop og metalcore virker en anelse forvirrende i længden, og ved albummets slut er man ved at være træt. Overgangene mellem sangene er dog så veludførte, at det ene nummer glider gnidningsfrit over i det andet, og der er ingen tvivl om hendes musikalske habilitet og helt vilde stemmeomfang, når hun går direkte fra skingre skrig til en blød balladevokal.
Opgiv ikke den poppede genresmadring
De stærke sange på Negative Spaces bærer albummet langt og har stort potentiale, men desværre drukner de i elektronisk pop og gennemtravet emo-rock. “What’s the cost of giving up?”, spørger Poppy, og man får lidt en fornemmelse af, at hun på albummet kommer meget langt i sin musikalske udvikling ind i metalverdenen, men giver op på halvvejen. Albummets lyriske dimension giver udtryk den desperation, der følger med at kæmpe sig ind i metalverdenen som kvindelig artist, der nægter at give afkald på sit poppede ophav. Hvis hun holder kursen og fortsætter kampen, er der potentiale for, at hun kan smadre flere forstokkede genrekonventioner og skabe noget helt nyt af skårene. Hun er der ikke helt endnu, men det bliver spændende at følge hendes videre udvikling.
