No Cure No Saviour er resultatet af en kollision mellem knusende aggression og episk atmosfære

Polar har lavet en kreativ cocktail

Det engelske hard- og metalcore band Polar er ude med deres 3. studiealbum No Cure No Saviour. Et album, der har en lige blanding af brutalitet og skønhed og med en rå, men dog poleret produktion, der virker velkendt og alligevel meget unik. Der er blevet lånt lidt fra post-rock, post-hardcore, metal og metalcore. Polar har skabet en iørefaldende, kreativ cocktail for fans af disse genrer.

Polar er en sammentømret enhed, der ikke holder sig tilbage

Bandet bruger en bred vifte af instrumentale teknikker på pladen, der gør den til en fængslende oplevelse. Som i åbningsnummeret ”Blood For Blood”, hvor manden bag trommerne, Nick Jones, banker den ene salve af efter den anden med sit hidsige trommespil.

Hans trommespil er mere taktfuldt og atmosfærisk i mellemspillet på ”No Cure” og den efterfølgende ”Deus Ex Machina”, selvom han igen åbner op for sluserne i den sidstnævnte. Bassisten Jonny Bowman fungerer som Jones’ skygge og tilføjer dybde og mørke til trommerne. På ”Downfall” træder han dog ud af trommernes skygge og understøtter Tom Green og Fabian Lomas’ hektiske guitarriffs.

De to guitarister giver sangene en mangfoldighed og aggression, der med deres stormløb af fede riffs, sælger sangene ”King of Kings” samt ”Destroy”. Og på ”Until The Light” og ”No Saviour” spiller de smukt og harmoniserende. Green og Lomas ligger et stærkt fundament, der sammen med Bowman og Jones bygger en tårnhøj monolit af riffs, groovy rytmer og knusende breakdowns.

Som oftest, når bands bevæger sig imellem det aggressive og atmosfæriske, som Polar gør, så følger vokalen enten den ene eller den anden retning. Men her er Polar heller ikke helt som andre bands, for med frontfigur Adam Woodford, har de en sanger, der formår at veksle mellem de dybe råb, en ren vokal og faktisk alt der imellem.

Woodfords vokale arbejde bringer endnu en dimension til bandets instrumentale dynamik, da han kreativt tilpasser sine tekster og sangstil.

På de hurtigere numre som ”Destroy” og Blood For Blood” blotter han sine hugtænder og viser sin brutale side. Hvorimod han i ”Until The Light” og “Tidal Waves and Hurricanes” er mere varierende i sin fremtoning.

Polar formår at holde lytterens interesse igennem No Cure No Saviours 40+ minutter

Polar bruger alt, hvad de har til rådighed, for at holde en på stikkerne. Hvor mange metal- og hardcore-bands går efter et poleret og til tider overproduceret resultat, er No Cure No Saviour en mere grumset plade, der lige nøjagtig er poleret så meget, at man som lytter finder den tiltrækkende.

Med sangene ”Blood For Blood”, ”Downfall”, ”Tidal Waves and Hurricanes” og ”Destroy” fordelt ud over albummet, formår Polar at fastholde min interesse og søgen efter mere.

Polar har taget to genrer og blendet dem sammen til en kraftigt og smagfuld engageret oplevelse, der fortjener at blive hørt - om du så foretrækker grumset post-hardcore eller hensynsløs metalcore.