Hold da op, man skal saftsusme være fremme i skoene, for at matche det energiniveau som Pilgrimz ligger for dagen, på deres debut "Boar Riders". Ikke så meget fordi de spiller særskilt hurtigt, men mere det faktum at de pløjer af sted med en sjælden set entusiasme, som jeg et eller andet sted kun kan beundre. Alligevel må jeg erkende at mine ører ret hurtigt begynder at stå af, da Max Vegas’ overgearede vokal, bliver mig en tand for enerverende i længden. Musikalsk bydes der på mange fine lussinger, men disse ville altså fungere meget bedre, med følgeskab af en mere alsidig vokal. Jeg mener dog stadig at "Boar Riders" står som et stærkt udspil, al den stund at den beskidte cocktail af rock ’n’ roll og heftig hardcore, også kaster glans af sig med de mange fede riffs – som eksempelvis det slæbende i ’The Flick’. Ligeledes vil jeg også gerne fremhæve ’Shake-A-Feather’, som bandet i øvrigt har lavet en ganske fin video til. Produktionen fra Jacob Hansen, med efterfølgende mix og mastering af Tue Madsen, kan man til gengæld ikke sætte en finger på. Apropos Tue Madsen, er jeg så den eneste der kan høre noget gammelt Grope, snige sig ind her og der?