Polemik og politik
Den tyske regering minder i øjeblikket mere om en alkoholfri Oktoberfest, hvor ingen gider blive hængende, end om et føderalt magtinstitut. Men midt i alt kaosset, er der stadigvæk folk, der forsøger at bibeholde det, som fungerede i de gode gamle dage, nemlig tyske Paragon. Kvintetten blev dannet helt tilbage i 1990, og er nu klar med deres 13. album Metalation, som atter kombinerer power-og-heavy metal. Selvom kvintetten havde sine mest succesfulde udgivelser i starten af 00’erne, formåede de også at imponere vores tidligere anmelder voldsomt i 2016 med deres udgivelse Hell Beyond Hell. Men der er løbet meget vand i Rhinen siden sidst, så hvordan klarer Paragon sig anno 2024 omgivet af en tumultarisk verden?
ParaGone or ParaCome?
Jeg skal da ærligt indrømme, at jeg altid har set Paragon som tyskernes fattigmandsudgave af engelske Judas Priest, og Metalation kommer ikke til at ændre synderligt på det synspunkt. Bevares, kvintetten har stadigvæk en vis mængde kraft bag musikken, men jeg har svært ved at tage et band seriøst, når deres pun-niveau topper på en skæring kaldet ”MarioNET”, eller når lyrikken omhandler den famøse ”Slenderman”. Hvis der er en rød tråd på Metalation, så er jeg farveblind, for det er lang tid siden, at jeg har oplevet et så rodet album som her, hvilket faktisk er synd, for bandets medlemmer er utrolige dygtige. Paragons absolutte force er deres guitararbejde, leveret af grundlægger Martin Christians og deres ”nye” guitarist Jan Betram, som kom til bandet i 2012. De er fundamentet på udgivelsen, og sågar på samtlige sange, og man kan ikke komme udenom, at der er mange rigtig lækre riffs at finde på skiven. ”Beyond The Horizon” indeholder udgivelsens bedste guitarsoli, mens ”Burn The Whore” leverer skivens bedste nummer, hvor den klassiske heavy metal får en snært af progressiv metal. Minder det om meget af det, som Helloween har kreeret? Ja, også for meget, men niveauet er stadigvæk pænt.
Når man har været i gang med at producere musik så længe, som Paragon har, er det meget naturligt, at alting stagnerer en smule. Selvom tyskerne stadigvæk leverer på et meget acceptabelt niveau, savner jeg dog noget mod og udvikling. Det er for så vidt lige meget, om du sætter Metalation (2024), Controlled Demolition (2019) eller Hell Beyond Hell (2016) på, for materialet lyder stort set identisk. Der mangler en eller anden form for kemisk reaktion, der får alting til at eksplodere – på den gode måde. Andreas Babuschkin, som har været forsanger siden 1997, skal dog have ros for at bære det meget godt på stemmen. Han lyder en smule revitaliseret på Metalation, hvilket i høj grad er med til at sikre dem karakteren, som de ender med at få.
ParaNormal
Paragon lyder, som de plejer på godt og ondt. De har samme mængde nytænkning som Aldis forhenværende danske butikker, og deres sangskrivning er yderst basal. Men samtidig har de sgu alligevel noget charme, fede guitarriffs, og en stabil vokalist i form af Andreas Babuschkin. Har de flere albums i sig efter Metalation? Det må tiden vise. Det bliver beklageligvis kun til fire kranier i denne omgang.
