Rogga Johanson er tilbage med et af hans talrige bands, denne gang med Paganizer der spiller (surprise surprise) Retro Death Metal. Carnage Junkie adskiller sig fra mandens seneste skive med Demiurg, ved at have en højere andel af US Death stilen, samt nogle Crust indflydelser her og der.
Man skal dog ikke lade sig narre af hvad pladeselskabet prøver at fortælle en da jeg, modsat dem, kan høre en hulens del svenske indflydelser, især den meget tidlige Stokholm scene (Nihilist, Carnage, Grave) skinner tydelig igennem i bandets riffs og sangstrukturer. Bandet inkorporerer da også de typiske ultratunge grooves, som man kender det fra Sunlight dagene. Lyt især til en sang som "Death Plain And Simple" eller "Sweet Decay", og man tænker straks på de tidlige halvfemsere. De fleste sange følger denne recept, hvilket kan gøre pladen til en smule ensartet affære. Heldigvis brydes monotonien af et par mere korte og brutale numre, der mere er ovre i den amerikanske stil.
Så selvom der hverken bliver budt på hverken innovation eller virkelig gode numre, så skulle Carnage Junkie nok byde på en del interessante ting til den konservative Death Metal fan.