Det var med en vis skæpsis, men ikke desto mindre nysgerighed, at dette nye Ozzy album blev sat i anlægget.

Rygterne ville nemlig vide at Ozzy denne gang var gået lidt metaltræt, og havde lige rigeligt med ballader på programmet denne gang. Men Ozzy er Ozzy, og set i lyset af at det er hele seks år siden han sidst havde leveret et reelt nyt studiealbum til alle os ydmyge metal fans - ja, så skulle den nye plade naturligvis tjekkes ud. Men til al held blev de kedelige rygter hurtigt gjort til skamme, og sagt lidt firkantet, så synes jeg faktisk at det nye album lyder som en sammensmeltning af de tre seneste studieudgivelser "Ozzmosis", "No More Tears" og "No Rest For the Wicked". Visse steder lugter det dog lidt af egen genbrug, men det betyder mindre da hovedvægten af de nye numre står som stærke kompositioner. Et nummer som det sejt svingende "Facing Hell" er nemlig et af Ozzy's til dato allerbedste. Det er med andre ord ikke en skive der må mangle i din samling hvis du er ægte Ozzy fan. Men som sådan er der intet nyt under solen, og det er vel i virkeligheden også sådan vi allerhelst ville ha' det. Long Live Ozzy!