En fabelagtig debut om stofmisbrug, i et organiseret kaotisk progressivt univers.
The Omega Experiment har udgivet deres debut album af samme navn. Det er intenst og hårdtslående progressiv metal, med fokus på Dan Wietens liv indtil nu, især på hans stofmisbrug. Dan Wieten er hovedmanden bag albummet og står for guitar, trommer og bas samt produktion. Den anden person i projektet er Ryan Aldrigde, der bragte keyboards og samples til projektet. Det betyder at keyboardet fylder rigtigt meget i lydbilledet. Det skal også lige nævnes at det hele er optaget i hjemmestudie.
The Omega Experiment er som sagt et konceptalbum over Dans liv. Det er storslået og kaotisk. Albummet åbner med "Gift". Det er mindre kaotisk end resten af albummet, men konstant udviklende og meget progressivt. Man bider sig virkelig fast i de små melodifraser, der binder de store lydmalerier sammen. Vokalen ligger dybt nede i mixet. Den er ikke trukket frem og ikke det vigtigste her på albummet. Sådan er det hele albummet igennem. "Gift" er også et af de få numre der har en klar slutning. På resten af albummet glider hvert eneste nummer over i det andet. Der er ingen pauser mellem numre eller tid til at trække vejret.
Hele albummet er meget intenst, der er ingen pauser eller ro indtil næste sidste nummer "Terminus" der er trukket meget ned i tempo. Ellers er albummet et væld af organiseret kaos, der fylder et abnormt stort lydunivers. Alligevel er hvert nummer vidt forskellig fra der næste, uden det forlader dette univers. Det er svært at trække nogle enkelte numre frem, der bare siger wauw! Fordi hele albummet er så sammenhængende og hvert nummer har sin plads. Men de to meste intense numre er "Furor" og "Karma". På "Furor" er tempoet i top med umenneskelige hurtige trommer. Det vælter ud og rammer en hårdt. Det er voldsomt og spændingsfyldt, men klimakset kommer først i "Karma", hvor den mest melodiøse sang er at finde, samtidig med den mest dæmoniske vokal kommer her. Der er også det poetiske og smukke der er værd at trække frem. Som "Stimulus" der til sidst er lange flydeakkorder fra keyboardet og en fuldstændig klar og ren guitar der svæver over det hele, i bedste Pink Floyd stil. Eller den ro der opnås på nummeret "Terminus", hvor man endelig får lov at trække vejret.
Lyrikken kunne sagtens stå for sig selv, som en impressionistisk digtsamling. De små lyriske fraser, som ikke giver meget mening, selv når man læser dem. De svæver ind og ud mellem hinanden, hvor hver frase er sit eget lille melodistykke, der giver den her kaotiske afmagtsfølelse. Vokalen smelter hele værket sammen, imens den er begravet dybt i mixet og ikke for prangende. Jeg mener at al vokalen er sunget af gæstevokalister.
Det er ikke svært at høre, hvor The Omega Experiment har deres inspiration fra. Det lyder virkelig meget som Devin Townsend især fra hans soloprojekter, hist og her også noget Tool, Dream Theater og Pink Floyd. Med en lyd så tæt på andre som The Omega Experiment har opnået, så er det svært at sige at det er helt originalt. Der er også nogle få ting i mixet der ikke er så godt. En hihat der skærer lidt for meget igennem. Den akustiske guitar der bruges i "Terminus" er mudret, og passer ikke ind det velpolerede mix. Men disse små ting forsvinder helt i det store billede.
The Omega Experiment er et fantastisk flot værk, der er velspillet og gennemført. Det er voldsomt intenst og kaotisk, men aldrig uoverskueligt. Det er også yderst velproduceret, især taget i betragtning af at det er indspillet i et hjemmestudio. Jeg er fan.