Lang ventetid
Der er gået 13 år, siden vi sidst hørte noget til de amerikanske dødsmetallere Odious Mortem. Dengang smed de den hæderlige Cryptic Implosion på gaden, og nu er de endelig klar med den længe ventede opfølger. Pladen har fået titlen Synesthesia, rummer 10 friske numre, og er du til teknisk dødsmetal med masser af snavs, kan du godt finde sparepengene frem.
Tung musik og tør vokal
Der er nemlig meget godt at komme efter på Odious Mortems tredje plade: Som sædvanlig er amerikanerne vrede, de spiller på de helt tunge strenge, og kun sjældent hakker de bremsen i. Synesthesia er med andre ord alt, hvad man kan forvente: Det er hamrende, hadfuldt og hurtigt. Stilmæssigt minder det om, hvad vi har hørt fra Suffocation og Decrepit Birth – et band, som tre fjerdedele af Odious Mortem tilfældigvis også har slået sine folder i.
Pladens andet nummer, ”Condemnation Foretold”, byder på godt tempo og fornemt strengarbejde. Dan Eggers leverer et fræsende guitarriff, et smagfuldt mellemspil og sågar en melodisk guitarsolo. Habil skæring. Meget af det samme kan siges om efterfølgeren ”Ruins of the Timeworn”, der dog leger en smule mere med tempoet og lader KC Howard folde sig ud bag trommerne. Lidt overraskende står den instrumentale ”Synchronicity” også som et af de stærkere numre på Synesthesia. Her blander kvartetten yndigt neoklassisk guitarspil med ækel old school dødsmetal – og det fungerer.
Selvom alt indtil videre lyder lovende, er det svært at lade sig begejstre af pladen som helhed: De beskedne 38 minutter, albummet varer, føles som det dobbelte – blandt andet fordi bandet aldrig rigtig formår at variere sit udtryk. Det er den samme smøre om og om igen 10 numre i streg, måske med undtagelse af ”Synchronicity”. Skal man slippe af sted med den slags, kræver det, at numrene er i absolut topklasse – og det er ikke tilfældet hos Odious Mortem. De fleste numre er ganske fine, enkelte er gode, men de helt store åbenbaringer får man ikke på Synesthesia. Det meste er hørt før.
Desuden lider pladen af en flad produktion og en tør vokal; der er så godt som ingen dynamik i mikset, og vokalist Anthony Trapani lyder som en svær forkølelse. Hør bare det første nummer ”Dormant Retribution” – det er bestemt ikke den stærkeste vokal i genren.
Der findes bedre alternativer
Du har sikkert regnet den ud: Synesthesia er en blandet fornøjelse. Den amerikanske gruppe spiller fortrinligt, der er masser af slagkraft, men desværre halter både opfindsomhed, produktion og vokal. Er du til teknisk dødsmetal uden de helt store udsving, er Synesthesia bestemt en anbefaling værdig; selv foretrækker jeg dog opfindsomheden fra Unfathomable Ruination eller sågar humoren fra Rings of Saturn.
