Dyster doom

October Tide er et svensk (melodisk) doom metal, der oprindelig blev dannet i midten af halvfemserne af medlemmer af Katatonia under dette bands midlertidige opløsning. Bandet udgav i 1997 og 1999 to albums, hvorefter October Tide blev inaktivt. Bandet blev genaktiveret i 2009, og nu har de så udgivet deres anden plade efter genoplivningen, Tunnel of No Light.

Stilmæssigt er det doom metal i en relativt langsom og melankolsk form. Vokalen er growlende. Således kan October Tide måske sammenlignes med Toumas Saukonnens Black Sun Aeon og andre lignende (måske primært finske) bands. Det tekstmæssige univers er bygget op omkring melankoli og håbløshed. En anden anmelder har beskrevet det som at blive dyppet i en iskold, mørk finsk skovsø. Det rammer det faktisk ganske godt.

Lad os få svesken på disken: Denne plade er ikke lige min kop the, men det er svært at sige præcis hvorfor.

Der er meget stemning i musikken, der bæres frem af meget tunge og til tider melodiske riffs. Det fungerer generelt godt, og bandet skaber et rimeligt godt helhedsindtryk. Også mere stille passager finder en fin plads i musikken. Personligt synes jeg nok, at vokalen bliver noget ensformig. Det kan anføres, at det li’som er en del af stilen, men det ændrer altså ikke ved, at det flyder lidt sammen for mig. Tunnel of No Light kræver lidt af sin lytter. Den skal høres et par gange, og der skal være et vist fokus omkring lytningen.

Numrene er generelt velkomponerede, og produktionen er god. Alt i alt burde jeg altså være glad. Og det er jeg faktisk også, mens Tunnel of No Light spiller. Det lyder godt, og man er godt underholdt. Men når ”Adoring Ashes” slutter, så har jeg faktisk ikke rigtig lyst til at sætte Tunnel of No Light i gang igen. Når man henser til, at jeg egentlig synes, at der er mange fine takter at finde på Tunnel of No Light, så skal det måske henføres til at være et smagsspørgsmål. Så er man til denne form for doom, så kan det måske være en god idé lige at kigge lidt på Tunnel of No Light.