Jeg kaster et blik på cd’en med Nucleus Torn og tænker: "Nu står den sgu på fed metal!" Men hvad jeg imidlertid finder ud af er, at Nucleus Torn virkelig har taget røven på mig, for ud af højtalerne vælter alt andet end røvsparkende metal. Så småt begynder stille toner at markere sig i mine højtalere og en blid kvindestemme indleder albummet med en smuk passage skønsang. Over de næste minutter opbygges der en stemning af melodi og melankoli, som til sidst eskalerer i de metalliske elementer, som Nucleus Torn også indeholder og hermed retfærdiggør en anmeldelse på dette site.

Til trods for de metalliske passagers korte varighed og ultimative begrænsning til det minimale, er "Nihil" en sindssyg fed plade. Jeg har ikke hørt en så dynamisk plade i lang tid, og som samtidig indeholder så megen variation. Nucleus Torn består af syv schweiziske medlemmer, med deres multi-musikalske overhoved Fredy Schnyder. Line-up’en chokerer ved at indeholde celloist og violinist, men deres brug af disse instrumenter er i særklasse og meget velovervejet.

"Nihil" som er første album i en trilogi af albums (med de efterfølgende titler "Knell" og "Andromeda Awaiting" (Part I & II)) er absolut ikke et album for det inkarnerede metalhoved, som forventer "død og helvede" (forstå mig ret). Nucleus Torn kræver en bred musiksmag og en forkærlighed til klassisk musik, som ikke nødvendigvis er synderligt udpræget, men nødvendig.

Albummet "Nihil" er meget stille og bryder ind imellem på uventelige tidspunkter ud i larm, hvor man får metallen at mærke. Det gøres på en utrolig storladen måde, og selve de metalliske passager er også meget storladne i deres musikalske udtryk. Alt i alt vil jeg sige om Nucleus Torn, at der er en samling virkelig talentfulde musikere, som for den rette lytter klart er en gennemlytning værd. Personligt vil jeg se frem til de to efterfølgende albums, som fuldender trilogiens rejse med Nucleus Torn.